Elever med autisme kan primært komme i erhvervspraktik i supermarkeder gennem Klar til Start.

STU-tilbud gør det lettere for elever med autisme at komme i erhvervspraktik

Elever med autisme mangler muligheder, som tager hensyn til deres handicap, når de skal i erhvervspraktik. Det oplever projekt Klar til Start, som derfor vil bruge sine erfaringer med at hjælpe STU-elever i job til at få elever fra folkeskolen i praktik.

Publiceret

Klar til Start

Klar til Start er et særligt tilrettelagt ansættelsesforløb forunge og voksne med autisme, som ikke er i stand til at indgå på enalmindelig arbejdsplads uden en særlig indsats.

Forløbet varer som udgangspunkt 12 måneder, hvorefter kandidatenbliver fastansat i en privat virksomhed. Der udstedes enansættelsesgaranti ved forløbets start, og 80 procent dem, derfuldfører forløbet, får fast job umiddelbart efter.  95procent af alle ansatte siden i 2013 er stadig i job.

Bag Klar til Start står Fonden Unges. Den almennyttige fond blevstiftet i 2007 for at hjælpe unge med Autisme Spektrum Forstyrrelseeller andre kognitive udfordringer til at leve et så selvstændigtog aktivt liv som muligt. Fonden driver ud over Klar til Startautisme-app'en Scan How og uddannelsestilbuddet UngesUddannelsescenter i Bagsværd.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Klar til Start har siden 2013 oplært unge og voksne med autisme i arbejdsopgaver i en privat virksomhed. 80 procent af deltagerne afslutter forløbet med en fastansættelse. Det er langt over den generelle beskæftigelsesrate for borgere med autisme, som ifølge Klar til Start ligger på 15 procent.

"Vi samarbejder med en række virksomheder, som stiller jobgaranti for unge med autisme i Klar til Start. Deltagerne kommer blandt andet fra vores STU, og ude i virksomhederne møder de en fuldtidsvejleder, som både har en pædagogisk baggrund og har erfaring med autisme", fortæller Britta Bak. Hun er direktør for Fonden Unges, som står bag Klar til Start.

Nu vil fonden også tage imod erhvervspraktikanter fra folkeskolen.

"Ofte magter elever med autisme ikke en almindelig erhvervspraktik, ligesom praktikstederne ikke kender til om autisme Vi har erfaring med denne elevgruppe og samarbejder med virksomheder, som er klædt på med viden om autisme. Derfor åbner vi for at tage imod erhvervspraktikanter", siger Britta Bak.

Eleverne kommer i praktik sammen med STU-elever

Det er vigtigt, at elever med autisme får mulighed for at komme i erhvervspraktik, mener Britta Bak.

"Uden praktik er det sværere for eleverne at se, hvad de har af muligheder på arbejdsmarkedet. Samtidig får mange med autisme ikke en afgangseksamen fra folkeskolen, ligesom mange STU-elever ikke kommer videre i uddannelse eller beskæftigelse efter endt STU. Vi vil gerne gribe eleverne i folkeskolens overbygning og tilbyde dem praktik", siger direktøren.

Elever, som vil i erhvervspraktik via Klar til Start, skal tage fat i skolens UU-vejleder. Tilbuddet gælder i størstedelen af landet, da Klar til Start samarbejder med lokale autismespecialister.

"Eleverne kommer i praktik på de samme arbejdspladser, som vi har STU-elever hos, så de får både almindelige medarbejdere og unge med autisme at spejle sig i. Samtidig er der en vejleder, som holder hånden under erhvervspraktikanten", siger Britta Bak.

Vejlederne i Klar til Start er vant til at oplære unge i virksomhedernes arbejdsopgaver og til at holde trivselssamtaler med dem.

"Samtidig får virksomhederne både kurser i autisme og supervision, så de har forståelse for elevernes særlige udfordringer og behov", siger direktøren fra Fonden Unges.

Praktikken foregår i supermarkeder og på lagre

Klar til Start samarbejder med kæder som Coop, Menu, Rema og Stark, så det er primært indenfor detailhandlen og på lagre, at elever med autisme kan komme i erhvervspraktik. Men man kan ikke regne med, at erhvervspraktikken foregår i den lokale Fakta.

»Vi samarbejder med virksomheder i alle områder af landet, men eleverne skal måske pendle hen til den næste by for at kunne komme i praktik på en arbejdsplads, hvor vi har en vejleder og elever fra STU", siger Britta Bak.

Hvis en elev vil i praktik som for eksempel tømrer, kan Klar til Start ikke tilbyde det.

"Vi har ikke problemer med at få virksomheder til at stille jobgaranti til deltagerne i vores oplæringsforløb. Vores udfordring er at få kommunerne til at visitere borgere til os. En plads på Klar til start koster 16.900 kroner om måneden, så vi kan aflønne vejlederen, og selv om pengene er tjent hjem efter tre år, tænker mange kommuner kun et år frem i tiden, og de store kommuner vil typisk selv", forklarer Britta Bak om den manglende variation..

Det er gratis at komme i erhvervspraktik, understreger hun.

"Vejlederne er derude i forvejen, og som almennyttig forening skal vi ikke tjene penge. Vi er sat i verden for at sætte projekter i gang til gavn for mennesker med autisme".

Coop og forældre bakker op om den nye indsats

Coop, som er Klar til starts største virksomhedspartner, bakker op om den nye indsats.

"Klar til Start har i forvejen skaffet os mange kompetente og stabile medarbejdere, og selvfølgelig støtter vi op om en indsats, som skaber flere muligheder for børn og unge med autisme, og samtidig gør deres værdi på arbejdsmarkedet synlig", siger HR-direktør Jens Romundstad fra Coop Danmark.

Også 'Autisme forum til forældre som har børn med autisme' glæder sig over initiativet.

"Der er rigtig mange forældre til unge med autisme, som ikke kan finde relevante steder til deres søn eller datter, når de i 8., 9. og 10. klasse skal i erhvervspraktik. Derfor har vi opfordret jobforløbet Klar til Start til at gå foran i forhold til at skabe flere muligheder for vores børn", siger Carl Martin Middelhede. Han er talsmand for forummet, som med flere end 10.000 medlemmer er Danmarks største facebookgruppe til forældre, som har børn med autisme.

Du kan læse mere om Klar til Starts erhvervspraktik via dette link: