De tyske skoler genåbnede efter sommerferien med mundbindskrav og undervisning i små faste grupper.

Tysk forskning: Coronasmitte kan holdes effektivt nede i skolen

En gruppe tyske forskere har til deres egen store overraskelse konstateret, at udviklingen i coronasmitte blandt børn og deres forældre faldt til ro, da børnene begyndte i skole efter ferien - mens smitten fortsatte i de delstater, der holder senere sommerferie.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Dette resultat svarer bestemt ikke til, hvad vi havde forventet", siger forsker ved det uafhængige arbejdsmarkedsforskningsinstitut IZA Ingo Isphording.

Han og hans kolleger var som så mange andre bekymrede for, hvordan smitten ville udvikle sig, når eleverne vendte tilbage til skolerne efter sommerferien. Men data viser, at da skolerne åbnede efter sommerferien, faldt antallet af nye, bekræftede, coronasmittetilfælde gradvist i forhold til de tyske delstater, hvor der stadig var skolesommerferie.

Tre uger efter ferien var forskellen 0,55 færre tilfælde om dagen svarende til ca. 27 procent af en typisk forskel mellem to daglige optællinger i ​​sommerferien. Og effekten var koncentreret om aldersgrupper i skolealderen og deres forældre.

Utrygge lærere må ikke bruge mundbind eller visir i skolerne i Høje-Taastrup 

Forskerne understreger på instituttets hjemmeside, at skolerne gik i gang på et tidspunkt, hvor smittetrykket i Tyskland generelt var lavt. Og så fremhæver de, at skolerne åbnede med strenge hygiejneforanstaltninger, herunder pligt til at bære mundbind, undervisning i små, faste grupper samt hurtig testning og karantæne for klasser, hvor et barn eller en voksen blev testet positiv. Dertil kommer, vurderer forskerne, at forældrene var meget opmærksomme på baggrund af et forår med hjemmeskole.

"Når følgen af en løbende næse er, at min datter ikke må komme i skole i flere dage, overvejer jeg en ekstra gang, om hun skal lege med andre i et trangt værelse", lyder det fra Ingo Isphording.

Han og hans kolleger understreger, at det her ikke betyder, at man for enhver pris skal åbne skoler. Men de opfordrer til, at man nøje afvejer fordele og ulemper frem for at ty til at lukke skolerne øjeblikkeligt ved lokale smitteudbrud. For det kan faktisk lade sig gøre at holde skolerne åbne på en forsvarlig måde ved at sikre hurtig tilgang til test, karantæne ved smittetilfælde og effektive hygiejnetiltag på skolen.

DLF-formand til kommuner: Drop forbud mod mundbind og visir i klassen