Blog
0   4

Sokratisk metode og dialog

Abonner på nyt om Om dannelse med mere i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Sokrates er kendt for sin maieutik, der ofte er fremhævet som et forbillede for dialogisk undervisning. Men faktisk er maieutikken alt andet end dialogisk.

 

Maieutik hos Platon

Artiklen fortsætter under banneret

‘Den sokratiske metode’ er beskrevet hos Platon for mere end 2000 år siden. Selvom forholdene i det antikke Athen var nogle helt andre end dem, vi lever under i dag - både samfundsmæssigt og i forhold til forestillinger om viden og ‘sandhed’ (epistemologi) - henvises der ofte til den. Metoden har et eller andet, der tilsyneladende appellerer til folk, der arbejder med undervisning og hjælpesamtaler. “Den sokratiske dialog har været et ideal for pædagoger gennem tiden”, konstaterer redaktørerne til Dialogisk pædagogik, kreativitet og læring (Dysthe, Ness & Kirkegaard 2020 s.22).

Når talen falder på 'dialogisk undervisning og læring' henvises der ofte til Sokrates. Forestillingen er, at han havde en særlig dialogisk tilgang til viden og erkendelse, fordi han diskuterede med folk i Athen. Men hans metode var alt andet end dialogisk. Desuden hersker der en vis forvirring om, hvori hans metode rent faktisk bestod, hvilket kan vises ved at henvise til to forskellige af Plantons dialoger, nemlig Theaitetos og Menon.

Theaitetos

Maieutikken som metode er beskrevet i Platons dialog Theaitetos (Platon 2007), hvor Sokrates sammenligner sin egen metode med den, hans mor Phainarete bedrev:

“Nå, men min færdighed i fødselshjælp er stort set den samme som hos jordemødrene. Der er bare den forskel, at jeg hjælper mænd i stedet for kvinder, og det, jeg tilser, er en fødsel i deres sjæl, ikke i deres krop. Om et ungt menneskes tankefoster er indbildt og falsk eller ægte og sandt, det kan jeg efterprøve på alle mulige måder, og det er det vigtigste ved min færdighed."

Og han fortsætter: "I øvrigt er der en ting til, jeg har tilfælles med jordemødrene: jeg kan ikke selv fostre klogskab…. [G]runden er den, at guddommen nok driver mig til at være fødselshjælper, men har gjort mig ude af stand til selv at frembringe noget. Så selv er jeg ikke på nogen måde klog, og der er ikke kommet opdagelser frem, som min sjæl har fostret.” (Platon 2007 s.31/150bc)

Pointen i metoden for Sokrates er, at jordemoderens fornemmeste opgave er at afgøre, om der er tale om en graviditet eller ej; “hvem der er svangre, og hvem der ikke er”, som Sokrates siger (s30/149c). Forløsningen er her sekundær. Det er dog ikke sådan metaforen bliver brugt i litteraturen om dialogisk undervisning og coaching, ligesom den del, der handler om, at jordemoderen selv skal være ufrugtbar, heller ikke inddrages.

Dialogen Theaitetos handler om, hvad viden er for en størrelse. Gennem mange omveje og forsøg på definitioner ender Theaitetos med at ‘indse’, at han faktisk ikke ved, hvad viden er, selvom han havde en klar ide om det ved dialogens begyndelse. Og Sokrates kan slutteligt konkludere: “Og nu kan jordemoderkunsten så fortælle os, at det altsammen er tomt indeni og ikke fortjener at få lov til at vokse op” (s.135/210b). ‘Fosteret’ var dødt i betydningen ikke et udtryk for en ‘sand ide’. Og det er det primære i jordemoderkunsten for Sokrates: at afgøre om der er et sandt foster i sjælen - om der er tale om en egentlig graviditet.

Menon

Metaforen om fødselshjælper bliver fortolket til, at den lærende eller fokuspersonen selv indeholder den nødvendige viden eller hvilket indhold, der nu er omdrejningspunktet for samtalen. Coachen eller læreren bidrager ikke selv til indholdet, men er udelukkende en hjælper. Her trækker metaforen ikke på beskrivelsen i Theaitetos, men snarere på den metode, der beskrives i dialogen Menon (Platon 2011), hvor Sokrates gennem samtale får en slave til at ‘generindre’ en geometrisk indsigt i forholdet mellem sidelængder og areal i et kvadrat. Uden at fortælle slaven noget, når slaven via indledende fejl og korrektioner frem til det rigtige (sande) resultat. Slaven har ved at forholde sig til Sokrates’ spørgsmål hentet denne viden frem af sit eget indre.

Når Sokrates kan kalde den ‘erkendelse’ eller ‘indsigt’, slaven når frem til, for generindring, skyldes det, at sandheden for Platon er absolut og evig samtidig med, at alt levende har ‘del i ideerne’. Så al viden er således kosmologisk og tilstede i svag afglans selv hos de mindst skolede. Målet med dialogen er at få slaven til at indse den evige sandhed, som Sokrates ved ved dialogens begyndelse: at der findes et universelt forhold mellem arealet af et kvadrat og et med det dobbelte areal. Dialogen viser derfor ikke hen til et dialogisk forhold i betydningen ‘noget, der kommer ud af dialogen’, men er snarere et udtryk for en behændig manipulation med et ‘uskyldigt offer’.

Maieutikkens barn

Den grundlæggende model for erkendelse, der ligger i maieutikken er, at menneskene ’har del i ideerne’. Så dialogens formål er for Sokrates ikke ’selvstændig erkendelse’, men netop indsigt i de evige ideer. Dermed kan der også stilles spørgsmålstegn ved, om den sokratiske dialog er særlig dialogisk. I deres ’Introduction to The Routledge Handbook of Research on Dialogic Education’ betragter Wegerif, Mercer og Major (2020) da også mere Sokrates’ metode som en form for overgreb og “intellectual bullying.” Og de fortsætter: “A careful analysis of all of his reported dialogues suggest that Socrates’ practice should be considered more dialectic than dialogic.” Altså et forhold mellem begreber snarere end mellem positioner med selvstændige bidrag.

Hos Platon er pointen med maieutikken for det første, at det er en måde, hvorpå man kan afgøre, om ideer og forestillinger er sunde og levedygtige i betydningen, at de stemmer overens med de evige ideer. For det andet er det, at en evt. forløsning er en ‘generindring’ af en evig sandhed, der er uafhængig af menneskelig erkendeformåen.

Den metode, Sokrates anvender i sin maieutik, er ‘elenchos’ (gendrivelse), hvor han ved at undersøge præmisserne for en samtalepartners påstand gennem sine spørgsmål gendriver påstanden, da den fører til selvmodsigelse. Denne metode kan få samtalepartneren til at tænke i stedet for blot at holde fast ved sine oprindelige ideer. “Og det er netop styrken i en god dialog både som litterær genre og som undervisningsform”, kan vi sige med Per Fibæk Laursen (2017 s.159).

Henvisninger

Dysthe, O., Ness, I.J. & Kirkegaard, P.O. (2020). Dialogisk pædagogik som deltagende læring. I Dysthe, Ness & Kirkegaard (red.): Dialogisk pædagogik, kreativitet og læring. Århus. Forlaget Klim.

Laursen, P.F. (2017). Dialog. Realistiske ambitioner for folkeskolen. Hans Reitzels Forlag.

Mercer, N., Wegerif, R., & Major, L. (2020). The Routledge International Handbook of Research on Dialogic Education. Abingdon, Oxon. New York. Routledge.

Platon (2007). Theaitetos. København. Museum Tusculanums Forlag.

Platon (2011). Menon. I Platon: Samlede værker i ny oversættelse. København. Gyldendal.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ