Det svenske lærerforbund oplever generel medlemsopbakning om at holde skolerne åbne - trods halvtomme klasser og stigende smittetal i landet.

De fleste svenske lærere bakker op om at holde skolerne åbne - men der er forskel fra landsdel til landsdel

Der er generel læreropbakning til myndighedernes beslutning om at holde grundskolerne åbne i Sverige, men holdningen og situationen varierer rundt i landet, fortæller formanden fra landets største lærerforbund.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Svenske grundskoler og børnehaver er fortsat åbne, mens dørene til ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser er blevet lukket af myndighederne.

Undervisningsminister Anna Ekstrand har tidligere udtalt på et pressemøde den 17. marts, at skolerne også kan stå for tur. Men det er  ikke sket i skrivende stund. 

"Skolerne er stadig åbne, fordi de følger eksperternes og myndighedernes retningslinjer i landet. De yngste elever rejser ikke langt for at komme i skole, så der er minimum risiko for, at de spreder virusset", lyder forklaringen fra Johanna Jaara Åstrand til folkeskolen.dk.

Hun er formand for Lærerforbundet, den største fagforening på uddannelsesområdet med mere end 230.000 medlemmer.

Lærerforbund oplever opbakning

I slutningen af sidste uge skete der er stor stigning i corona-relaterede dødsfald i Sverige, hvor over 100 personer døde. Alligevel melder Lærerforbundet, at medlemmerne generelt bakker op om beslutningen.

"Vi ser en generel opbakning blandt lærerne i forhold til myndighedernes retningslinjer om at holde skolerne åbne", siger hun.

Samtidig oplever hun, at medlemmerne er meget opmærksomme på situationens alvor, og det har krævet reaktion hos Lærerforbundet.

"Lærerne har mange spørgsmål, som de stiller os. Derfor har vi også udvidet åbningstiderne for kontakt til os, så medlemmer med tvivlsspørgsmål kan henvende sig", siger hun og tilføjer, at meget information er samlet på forbundets hjemmeside, og at det bliver sendt ud gennem nyhedsbreve.

Hvad anbefaler I at gøre, hvis en lærer ikke er syg, men nervøs for at tage på job?

"Vi anbefaler dem at lytte til myndighedernes retningslinjer, og så anbefaler vi dem at tage samtalen med deres lokale fagforeningsenhed samt arbejdsplads".

USA og Sverige dropper nationale test under corona-krisen

Geografi spiller en rolle

Den svenske hovedstad Stockholm har trukket overskrifter for de mange smittetilfælde den forgangne uge, og ifølge Lærerforbundets formand er der også stor geografisk forskel på, hvordan forbundets medlemmer reagerer på, at de - som udgangspunkt stadig skal møde på arbejde i skolerne. 

"Reaktionerne blandt lærerne er også meget afhængige af, hvor de bor i Sverige, da smitten ikke er lige udbredt alle steder. Der findes nogle skoler, hvor der er få lærere og elever tilbage i skolen - enten fordi flere er bekræftet syge, eller fordi man frygter, at det hurtigt kan ske", siger hun.

"Vi lægger selvfølgelig samtidig vægt på, at det er meget vigtigt, at alle med symptomer holder sig hjemme - for at passe på særligt den ældre generation".

Trods myndighedernes meldinger har nogle skoler har været nødsaget til at lukke i fysisk forstand.

"Der er skoler i Sverige, hvor matriklen er lukket, fordi der ikke er lærere tilgængelige - særligt i nærheden af Stockholm, men i de tilfælde fortsætter undervisningen digitalt. Størstedelen af skolerne er dog stadig åbne", siger Johanna Jaara Åstrand.

Når skolerne skal åbne igen: Fyldte klasser er smittereder 

Forældre gjorde modstand

Ligesom tilfældet er for lærerne, så er der også stor forskel på, hvordan skolebørnenes forældre reagerer på situationen. Umiddelbart efter epidemiens udbrud, gjorde flere forældre modstand.

"Forældrene reagerer meget forskelligt. I begyndelsen af corona-udbruddet var deres reaktion et stort problem, fordi nogle af dem forsøgte at få skolelederne til at lukke skolerne. Men der blev vi jo nødt til - igen - at pointere, at vi skal følge myndighedernes retningslinjer, og ikke lade forældre bestemme, hvad der skal gøres"-

"Forældrenes reaktion er stadig blandet. I den nordlige del af Sverige er der ikke mange syge, men vi har jævnligt møder med undervisningsministeren og skolemyndighederne, og vi har en konstant dialog om, hvad der skal til for at håndtere situationen bedst muligt".

Powered by Labrador CMS