18 anmeldte friskoler til Børne- og Undervisningsministeriet er det laveste siden rekordåret i 2010. Dengang blev der anmeldt 65 friskoler.
På opgørelsen fra i år er Salbrovad Friskole den eneste, som kan relateres til en folkeskole. Ideen til friskolen opstod, da et flertal i byrådet i Assens Kommune meldte ud, at Salbrovadskolen skulle nedlægges i 2018. Det fik en gruppe borgere til at indbetale de 30.000 kroner, det koster at anmelde en friskole.
Et skoleinitiativ kan genanvende depositum to gange og har altså tre år til at få skolen etableret. Men selv om det politiske flertal i mellemtiden droppede tanken om at nedlægge folkeskolen, indbetalte borgergruppen nye 30.000 kroner i august 2020.
Fynsk landsby betaler 30.000 kroner hvert tredje år for at være sikker på at have en skole
"Vi stoler ikke på vores politikere over en dørtærskel, for vores folkeskole har før været fredet, og alligevel blev den lige pludselig lukningstruet", fortalte Morten Hansen fra friskoleforeningen i Salbrovad sidste år til folkeskolen.dk.
Da den nye indbetaling også gælder i tre år, står Salbrovad Friskole stadig på listen over potentielt nye friskoler I alt er syv af de 18 skoleinitiativer gengangere, heraf er tre med for tredje gang.
Til gengæld kan Assens Kommune få en anden ny friskole. I september 2020 drejede Friskolen i Jordløse nøglen om med blot 35 elever. Men det afholder ikke forældre fra at prøve igen med Friskolen Min. At de mener det alvorligt, understreges af, at de både har oprettet en hjemmeside og en facebookside.
Den nu lukkede Friskole i Jordløse åbnede i øvrigt i forlængelse af, at Jordløse Skole blev nedlagt i 2005.
Folk bag konkursramt skole møder kritik for at prøve igen
Også andre nedlagte friskoler forsøger sig igen.
I Odense gik Fund Friskole konkurs med en gæld på 14 millioner kroner i juli 2020 efter blot et års eksistens. Flere af de personer, der stod i spidsen for skolen, ønsker nu at etablere en ny Fund Friskole i Svendborg.
Trine da Silva Weng var ansat som leder af den tilknyttede børnehave i Odense og oplevede den konkursramte friskole fra nært hold fra den spæde start nogle måneder før skolestart i 2019. Hun forstår ikke, at de samme mennesker kaster sig ud i et nyt skoleprojekt. Selv mistede hun en halv million kroner i forbindelse med konkursen.
"De siger de samme ting som sidst, og på halvandet år lavede man et underskud på 14 millioner. Jeg har meget svært ved at se, at noget skulle blive anderledes denne her gang, og det ville jeg aldrig turde gamble med i forhold til et barn", sagde Trine da Silva Weng til dr.dk i foråret.
Mikkel Oldenburg var lærer på den tidligere friskole og er også med i den nye arbejdsgruppe. Han understregede over for dr.dk, at der er tale om en ny skole, selv om der er gengangere fra den tidligere skole i den nye arbejdsgruppe.
Dansk-fransk skole forsøger at opnå tilskud igen
I januar 2020 tog Styrelsen for Kvalitet og Undervisning tilskuddet fra Den dansk-franske Skole af 2014 i København med den begrundelse, at kvaliteten af undervisningen ikke var høj nok. I maj samme år erklærede styrelsen friskolen for nedlagt.
Ikke desto mindre underviser skolen stadig 40 elever. Det sker efter reglerne om hjemmeundervisning, men nu har skolen anmeldt en ny friskole med navnet Den dansk-franske Skole af 2022.
Skolen er dog ikke godkendt endnu. Initiativtagere skal møde personligt hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, hvor de skal skrive under på, at de vil overholde kravet til friskolen om frihed, folkestyre og uafhængighed. Samtidig skal de være parat til at svare på spørgsmål om skolen, hvorefter styrelsen foretager en samlet vurdering af skoleinitiativet.
Kravet om personligt fremmøde skyldes et styrket tilsyn med privat- og friskoler, som et flertal i Folketinget vedtog i maj 2019.
To ud af tre nye friskoler erstatter en folkeskole
Kun tre af de 21 skoler, der havde mulighed for at åbne i august i år, har ført planerne ud i livet. Hele to af dem erstatter en folkeskole.
Indtil i sommer havde Fælleshåbsskolen i Gauerslund i Vejle Kommune en afdeling med 120 elever i Andkær. Her har Munkebjerg Friskole taget over og har foreløbig elever fra 0. til 6. klasse.
Tilsvarende har Friskolen Højmark Børneverden afløst Højmark Skole i Ringkøbing-Skjern Kommune. Her havde folkeskolen blot 55 elever tilbage, da den blev nedlagt i sommer.
Den tredje nye friskole er Leonardo-skolen i Køge, som henvender sig til højt begavede børn. Ifølge skolens hjemmeside åbner der en tilsvarende skole i Østjylland i august 2023.
Det samlede antal friskoler er faldet med fem
Med kun tre nye friskoler er det samlede antal friskoler faldet med to, da fem friskoler lukkede i løbet af skoleåret 2020-2021.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet satte en stopper for Reventlow Lille Skole på Lolland i maj på grund af manglende kvalitet i undervisningen, mens bestyrelsen for Havregården Lille-Kost og Dagskole i Gilleleje valgte at nedlægge skolen ved årsskiftet efter kritik af svigt og overgreb.
De tre andre skoler lukkede grund af for få elever. Udover Friskolen i Jordløse drejer det sig om Karrebæksminde Privatskole ved Næstved og Djursland Lilleskole ved Grenaa.
Ifølge Undervisningsministeriet havde Danmark 1.080 folkeskoler og 551 friskoler den 1. oktober 2020.
Du kan se den samlede liste over anmeldte, nye og nedlagte friskoler her:
18 nye friskoler anmeldt – kun én erstatter en folkeskole
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.