Anmeldelse

Slenderman

Lav lix ingen hindring

Uhygge, kærlighed og venskaber, fortalt for unge, der har lidt alt for mange nederlag i mødet med læsningen. Godt gået.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mellem_Rum-seriens kortromaner er blevet til efter en undersøgelse af, hvilke emner de unge læsesvage elever har lyst til at læse om. Undersøgelsen er foretaget i samarbejde mellem Gyldendal og organisationen Læs for Livet, og bøgerne er skrevet af etablerede forfattere. Læs for Livet arbejder for, at udsatte børn kan få positive læseoplevelser, og organisationen formidler donationer af biblioteker til de institutioner, der huser disse børn.

Fakta:

Titel: Slenderman

Forfatter: Kit A. Rasmussen

Pris: 197,50

Sider: 99

Serie: Mellem_Rum

Forlag: Gyldendal

Titel: Bøgely Røvly Lovely

Forfatter: Anne-Marie Donslund

Pris: 197,50

Sider: 77

Serie: Mellem_Rum

Forlag: Gyldendal

"Slenderman" er en af de mest uhyggelige bøger, jeg nogensinde har læst. Det var ikke muligt at lægge den fra sig, før man havde fundet ud af, hvordan historien endte. Den handler om Tobias, som kun har én ven, Victor. De går i samme klasse som Simon, der er deres plageånd med vedholdende mobning. De to venner cykler jævnligt i skoven, og en dag fotograferer de hinanden og opdager en mystisk mand, som er med på billederne. Tobias googler fænomenet og opdager, at mange andre har haft lignende oplevelser.

Herfra udspinder der sig en sand gyser. Det meget enkle sprog virker som et elegant stilistisk virkemiddel og ikke som et pædagogisk hjælpemiddel.

"Bøgely Røvly Lovely" foregår på bostedet Rosenly, hvor Julie bor, efter at hendes familie er gået i opløsning. Julie er skrækslagen, fordi hun hører, at en pædagog er slået ihjel på et bosted ovre på den anden side af vejen, og Julie føler sig forfulgt af en dreng derfra. Omgangstonen er barsk på Bøgely, men der er også rigtige venskaber mellem de unge, selvom de alle har hver deres barske baggrund for at være på bostedet. Julie kan således ikke bo hjemme, hvor hun alt for længe har taget sig af sin far, der har fået et voldsomt alkoholproblem. Undervejs udvikler der sig en kærlighedshistorie, og der kommer kontakt mellem de to bosteder. For et ungt menneske vil der være mange tråde, der fænger.

Ud fra disse to kortromaner at dømme virker serien som et fint initiativ. Yderst relevante temaer fra unges dagligdag tages under behandling. Når dette kombineres med en fin tilgængelighed, vil man kunne få nogle unge mennesker til at læse, selvom de tidligere har haft alt for mange dårlige oplevelser på det felt. Lad os håbe, de får blod på tanden.