100 års skoleministre

En personlig beretning om folkeskolens og undervisningsministrenes historie Indoktrineringsdebatten i 70erne, de sidste fire folkeskolelove, historieløshed i skolen og på seminarier. Og i Undervisningsministeriet, hvor man ved mindre og mindre om skolens hverdag. Spindoktorer, der truer demokratiet. Og portrætter af 100 års undervisningsministre. Alt sammen i en personlig stil med beskrivelser af hændelser i og omkring ministeriet, fra den tid hvor Asger Baunsbak-Jensen var undervisningsdirektør: »Jeg skriver som den, der har været iagttager til og deltager i det politiske liv, været embedsmand og herigennem har fået et særligt forhold til undervisningsministre«.

Forfatteren har selv mødt flere end halvdelen af de portrætterede ministre. Bogen er skrevet lige ud ad landevejen, med masser af underholdende og tankevækkende anekdoter og hændelser. Baunsbak-Jensen går bag om facaden og ser på slægtsbånd, arv, uddannelse, personlig udvikling og samtiden, når han tegner et portræt. Det er ikke faghistorikeren, der beretter, men den engagerede med- og modspiller. Historien og historierne træder frem og giver mening. Studerende, der uddanner sig til at arbejde i skolen, aktive lærere og pensionerede skolefolk kan glæde sig til underholdende timer med masser af indhold. Bogen bør blive pligtlæsning for alle skolepolitikere og for tillidsvalgte i interesseorganisationer på skoleområdet. Han forstår og forsvarer lærernes arbejde, og han opfatter politik som kunst: »Hvor dens udøvere når højest, er det kunst«. »Politik er magt, og en god politiker skal ville magten, ikke for magtens skyld, men for at føre en politik, som er i overensstemmelse med, hvad han politisk, holdningsmæssigt kan stå inde for«, skriver han.

Baunsbak er enig med partifællen Kresten Helveg Petersen, men han er bestemt ikke glad for al hans ageren. Han beundrer Jørgen Jørgensen og har stor respekt for Ritt Bjerregaard. Kaiser-Nielsens, Jacob Appels og H.P.­ Hans­sens betydning for skole og kirke i Sønderjylland efter 1920 trækkes frem. Dorte Bennedsen hives ud af Ritt Bjerregaards slagskygge, og »Onde Helge«, Helge Larsen, høster stor anerkendelse. Margrethe Vestager gør han til landets første kvindelige statsminister. Måske. Hvis hun ikke vælger en mediekarriere - eller et arbejde i Europa. Og Bertel Haarder spår han en fremtid som EU-kommissær. Hver gang følger der argumenter med, som læseren kan afprøve. I det afsluttende kapitel kommer han med sin politiske vurdering af fremtidens ministre, og han sætter kritisk lys på forholdet mellem minister, embedsmænd og spindoktorer. Et ministerium, der er organiseret som et kommercielt konsortium - og med stadig færre, der har erfaringer fra skolen - bliver et svagt ministerium, som hverken kan støtte eller føre tilsyn på et kvalificeret grundlag, advarer han. »28 Undervisningsministre« er illustreret og fremstår, som alle andre bøger fra det forlag, i en fornem udførelse med respekt for god bogtrykkerhåndværk. Bogens første portræt er af I.C. Christensen, den minister, der først brugte ordet folkeskole. Degnen fra Vestjylland, som kongen ikke ville have som statsminister, men som reelt regerede landet fra Kultusministeriet.