»Forældrene er blevet mere krævende«

Jørgen Stampe. Efter 20 år i hovedstyrelsen i DLF genopstillede han ikke til hovedstyrelsesvalget i 2003, men vendte tilbage til lærergerningen.

Hvordan var det at komme tilbage til praksis efter 20 års fravær?

»Eftersom jeg var tjenestemand, skulle min gamle arbejdskommune tage mig tilbage, men selv om min nye skoleleder var skeptisk over for at lade mig blive klasselærer for en 8. klasse, så gik det faktisk rigtig godt«, svarer Jørgen Stampe.

»Jeg trivedes fint med det. Det var dejligt for mig at opleve, at jeg stadig kunne kommunikere med teenagere i overbygningen. Og fagligt gik det også godt. Eleverne, der ellers havde fået et prædikat som fagligt svage og som skolens værste rødder, endte med at få gode afgangskarakterer«.

Hvad var anderledes efter alle de år?

»Skolen og de unge havde faktisk ikke forandret sig så meget, men det havde forældrene. De var blevet mere skeptiske og mere krævende. Og det var da også netop det, der havde fået min forgænger til at sige stop. Måske hænger det sammen med den almindelige nedgøring af offentligt ansatte med mellemlange uddannelser - og med lærerfagets manglende fælles professionssynlighed.

Skolen kan gøre mere for restgruppen

Jeg var i hvert fald svært glad for, at jeg var blevet en erfaren og moden mand, da jeg vendte tilbage - og for min brede teoretiske ballast«.

Jørgen Stampe hilser DLF-kongressens nylige vedtagelse om, at foreningen skal formulere et folkeskoleideal, velkommen. Sammen med professionsidealet kan et fælles skoleideal være med til at gøre lærerprofessionen mere synlig og mere respekteret, mener han.

Ved siden af lærerarbejdet studerede Jørgen Stampe pædagogisk antropologi på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse og gjorde sin kandidateksamen færdig, da han var gået på pension, med et speciale om produktionsskoler.

Hvorfor lige produktionsskoler?

»På pædagogisk antropologi skal man i feltarbejde i tre måneder, og jeg ville gerne ind under huden på de unge, der ikke fik succes i folkeskolen. Hvad var der gået galt i skolen? Havde vi ikke lavet banen ordentligt for dem i folkeskolen? Og hvad skete der nu med dem? 60 procent af dem fra produktionsskolerne går faktisk i gang med en uddannelse efter produktionsskolen - så hvad kunne produktionsskolerne, som vi åbenbart ikke kunne i folkeskolen?

Lige siden jeg var ung lærer i Gladsaxe, har jeg været optaget af, om vi kan skabe større lighed gennem uddannelse. Dengang troede både politikerne og vi lærere på, at der fandtes enkle, strukturelle løsninger. Som tilvalgsskolen for eksempel. Da det ikke hjalp, prøvede vi det modsatte: sammenholdte klasser hele vejen op i enhedsskolen. Men som Erik Jørgen Hansen (uddannelsesforsker, redaktionen) desværre gang på gang har påvist: Vi har ikke knækket koden endnu«.

Men man skal ikke give op, mener Jørgen Stampe.

»Det var vigtigt for mig at opleve, hvordan ganske mange af folkeskolens tidligere elever fik nyt liv i øjnene ved at deltage i produktionsskolens mesterlæreagtige undervisning«, siger han.

»Men jeg tror, at de ville blive endnu bedre klædt på til at gennemføre en ungdomsuddannelse, hvis produktionsskolerne blev skrappere til at koble arbejdet ved høvlebænken eller blomsterbindingen sammen med teori«, tilføjer han.

Regeringen vil sætte det beløb, som eleverne får, mens de går på produktionsskolen, ned - hvad siger du til det?

»Det er hul i hovedet. Det er i høj grad denne 'løn', der er med til at give de unge en ny start som en slags lærlinge versus de 'fiaskoelever', som de tidligere har følt sig som i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne«, siger Jørgen Stampe.

»Og så skaber lønnen sammen med fremmødekravet netop nogle af de faste rammer, som de unge har så stor brug for i en ny start«.