Næstved er en lille by, når det handler om at støde på nogen, man kender. Da Stigna Juul Simonsen som teenager stod i byens Block­buster, var det derfor heller ikke sjældent, at hun udlejede film og solgte chokolade til sine gamle lærere fra folkeskolen. Et par gange var hendes tidligere klasselærer Gitte Kragh også forbi. I 7. klasse havde Stigna betroet Gitte, at noget derhjemme gjorde hende vred og ked af det.

»Men jeg blev ofte i tvivl om det hele, og det er åbenbart meget almindeligt for børn af alkoholikere«, fortæller Stigna Juul Simonsen, der i dag er 29 år og læser til sygeplejerske. Derfor føltes det også befriende, da hun sidste sommer igen stødte på sin klasselærer fra Herlufmagle Skole, og Gitte spurgte, hvordan det gik med hendes far. Tilfældigt var de mødt op til samme udendørs yogatime på en eng i Næstved.

»Dér fik jeg igen bekræftet, at det hele ikke bare er noget, der har foregået i mit hoved. Men når man derhjemme altid får at vide: Nej, far er ikke fuld, selvom han står og smadrer noget, ja, så er det svært at vide«, siger Stigna, hvis far har drukket hele hendes barndom og stadig gør det, mens moderen benægter det.

Stigna har været tilknyttet organisatio­nen Tuba siden januar 2013. Først gik hun selv i terapi, nu er hun ambassadør for rådgivningen.

Hun er en af de blot seks procent unge, der har talt med en lærer eller pædagog, før de tog kontakt til Tuba. Det er i organisationens øjne meget få, når man tænker på, at der sidder tæt på to elever i hver klasse, der skal hjem til en fuld forælder.

Lærerne savner sparring til at støtte elever, hvis forældre drikker

 Den daglige dosis

På køkkenbordet i Stignas hjem ligger to dagbøger fra hendes skoletid i 90'erne. Gitte bladrer forsigtigt i dem og mindes Stigna, som hun kendte hende i 7. klasse. Forsiderne er omhyggeligt dekoreret med klip fra tidens ungdomsblade. Rød læbestift, parfume og et glas med blanke isterninger. De æstetiske valg har Stigna selv truffet, men dagbøgerne var ikke hendes personlige projekt. Det var Gitte Kragh, der indførte dagbogsskrivning i danskundervisningen fra 7. klasse. Ved hver times afslutning bad hun alle skrive lidt under en overskrift, der kunne variere: »Hvad kan gøre dig vred?« eller »Hvor ser du dig selv om ti år?« Om aftenen læste og kommenterede Gitte kort, hvad eleverne havde på hjerte, og klassen blev enig om at kalde dagbogsøvelserne for DDD - den daglige dosis.

»Jeg er stensikker på, at de lærte mig at åbne op. Jeg kan jo læse, at jeg skrev, når jeg havde det dårligt. Når Gitte så har skrevet en kommentar tilbage, så har jeg vidst, at én har hørt efter og taget det for gode varer«, siger Stigna og understreger vigtigheden af, at dagbogen ikke var som en kontaktbog, hendes forældre skulle læse og underskrive. En onsdag i 1999 skriver hun for eksempel: »Det går faktisk rigtig godt bortset fra med min far og mor og lillebror«, hvortil Gitte svarer, at det er dejligt, at hun er så ærlig. Det må hun endelig blive ved med.

»Det gør en kæmpe forskel at blive hørt, og det tror jeg, at mange andre, som er vokset op som jeg, ville sige«, tilføjer Stigna. Hvis ikke det havde været for Gittes måde at være lærer på, er hun ikke sikker på, at hun nogensinde ville være blevet i stand til at bryde ud af familien og skabe sit eget liv.

Kan være rigtigt bare at lytte

Gitte er rørt over at se dagbøgerne, som Stigna har gemt de sidste 15 år. »Jeg får sådan en følelse af, at det her liv og det her job giver så meget mening. En ting er jo, at man lærer børn en hel masse fagligt, men at være med til at ændre et barns liv, det er vel det, man dybest set ønsker allermest«, siger hun og er overrasket over, hvor lidt der åbenbart skal til for at gøre en forskel.

»I dag er man jo hurtigere med at foretage underretninger, og som AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel) foretager jeg dem også. Jeg har også oplevet, at børn bliver fjernet. Men det er sjældent at opleve at høre den fortsatte historie. Det er interessant at høre Stigna fortælle, at det i hendes tilfælde var rigtigt bare at lytte«, siger Gitte.

Stigna tager ordet:

»Men det er netop Tubas pointe. Det handler ikke nødvendigvis om, at man gør alt muligt og kontakter kommunen. Det vigtige er, at man viser, at man er der, og lytter«.

Set i bakspejlet er Stigna også glad for, at hun og hendes to år yngre bror undgik at blive fjernet hjemmefra dengang.

»Det ville have gjort rigtig meget galt, hvis jeg var blevet hevet ud af min familie på det tidspunkt. Men den opmærksomhed, en lærer kan give en, vil spire hen ad vejen og betyde, at man kan gøre noget selv, når man er moden nok til at tage sig af det«, siger Stigna.

Den store pædagogiske plan med dagbogsskrivningen husker Gitte imidlertid ikke klart.

»Jeg har nok bare følt, at der skulle være et sted, hvor man fik mulighed for at fortælle om tingene, og hvor man blev mødt og hørt. Som jeg husker det, var det en ret spontan ting hver gang. Det kan sagtens være, at jeg har set et eller andet hos én i klassen og tænkt: Jamen så bliver det temaet i dag«.

Alkoholmisbrug foregår i alle lag

Gitte Kragh husker Stigna som en stille pige. Men nu kom hun også fra en meget lille skole, hvor de kun var otte i klassen, til Herlufmagle Skole i 7. klasse, hvor der var to parallelklasser og mange unge at forholde sig til.

»Jeg tænkte, at du var stille og meget ordentlig. Men det var ikke noget med, at du kom i skole og så forkert eller forsømt ud«, siger Gitte og smiler til Stigna.

»Min mor gjorde også meget ud af, at alting så ordentligt ud udadtil. Der var aldrig en finger at sætte på noget. Vi boede langt ude på landet i Tybjerg Lille, hvor vi havde fire naboer. En af dem vidste godt, at min far drak, og hun hjalp mig også lidt i teenageårene. Hun kørte lidt for mig og sådan«, forklarer Stigna.

Stignas far deltog aldrig i forældresamtalerne på skolen, men Gitte husker, at hun havde en mistanke om, at Stignas mor måske ikke havde det så godt. »Hun var dog hurtig til at afværge, at der skulle være sket noget, og jeg husker også følelsen af, at det nok bare er mig, der tager fejl«, siger Gitte. Hun fortæller videre, hvordan der på Holsted Skole, hvor hun arbejder i dag, er mange pæne familier. Men også her foregår der ting, som folk ikke vil tro på. »Alkoholmisbrug foregår jo i alle lag. Man har en forestilling om, at det ser ud på én måde, men det gør det ikke«, siger hun.

Den overraskende sætning

Stigna er også tit blevet spurgt om, hvordan man spotter en som hende, der er vokset op med et alkoholmisbrug i familien. Men der er ingen standardindikator, mener hun.

»Man kan være udadreagerende, men også virke helt normal, hvilket jeg nok gjorde i folkeskolen. Jeg var alt for perfektionistisk, selvfølgelig. Men der er så mange forskellige afskygninger, at det ikke giver mening at kigge efter én ting«.

»I dag kan man sjældent heller se det på børnenes tøj eller manglende bad som før i tiden«, tilføjer Gitte, der har været lærer i snart 40 år. I stedet bør man lytte efter den »overraskende sætning«, mener hun. I sit arbejde som AKT-lærer har hun i dag mange samtaler med elever, der kan føle sig trykket på grund af nogle hændelser i den nærmeste familie, som skolen ikke kender til.

»For nylig var der en dreng, der fortalte, at han havde været til konfirmation i weekenden. 'Det gik fint. Men det var bare ikke så sjovt, da min mor lagde hovedet ned i desserten'. Han prøvede at servere det lidt sjovt, men det lignede ham ikke at sige sådan, og det viste sig jo at være ret alvorligt«.

Før fulde fædre blev noget forkert

Stigna fortæller, hvordan hun som voksen har kunnet bearbejde sin opvækst, fordi hun fik åbnet op allerede i folkeskolen.

»Der var fokus på det i folkeskolen på en måde, så jeg fandt ud af, at det ikke er normalt, at ens forældre drikker. Vi havde for eksempel en tidligere stofmisbruger ude at fortælle, kan jeg huske. Jeg troede jo, at det bare var sådan, det var, for min venindes far drak også rigtig meget. Og det samme i en af de andres familier«, siger Stigna, der havde svært ved at få rigtig gode veninder i skoletiden.

»Jeg havde lavt selvværd, hvis overhovedet noget, og da jeg lærte alkohol at kende som 13-14-årig, så drak jeg også selv alt for meget. Der har været en del tilfælde, hvor min mor har truet med at flytte fra min far, når han blev for voldsom, men det er aldrig blevet til noget«, fortæller hun. Der gik også mange år, før Stigna kunne løsrive sig fra familien. Da hun på opfordring af sin nuværende mand som 21-årig begyndte hos en psykolog, tog hun første skridt. I dag ser hun kun sin farmor og lillebror indimellem. Hun holdt op med at se sin far, da hun selv blev mor og ikke kunne acceptere, at faren drak, når han skulle være sammen med hendes etårige datter.

»Min mor har fået den valgmulighed, at hun kunne se os uden min far, men det har hun takket nej til, fordi hun stadig nægter, at min far har alkoholproblemer«.

»Man må kunne tage vreden«

I Tubas pjece »Sådan hjælper du børn i alkoholfamilier« til lærere og pædagoger understreges det, at tid og tålmodighed er vigtigt, hvis man vil hjælpe et barn i en vanskelig situation. »Du hverken kan eller skal 'løse' noget nu og her, så forsøg ikke at komme med løsninger eller slutninger. Fortæl i stedet, hvad du ser og tænker: Jeg kan se, at du er bekymret for din far, er det rigtigt?« foreslår Tuba, at man spørger.

For Gitte Kragh, der som AKT-lærer ofte lytter til udsatte elevers beretninger hjemmefra, er det vanskeligste ikke samtalen med barnet, men den efterfølgende kontakt til forældrene.

»Man udsætter jo sig selv for en masse vrede fra forældrene, og jeg forstår godt, hvis man tøver. Men man må kunne tage vreden. Det hænder, at man ryger ud i det samme som barnet: Tænk, hvis jeg tager fejl, og det ville jo være frygteligt, hvis man gjorde. Men ingen børn skal vokse op med fulde forældre«, siger hun.

Når tiden bliver knap

En erfaring, hun har gjort sig gennem årene, er også, at man bør være to lærere og muligvis også lederen til en forældresamtale, der handler om mistanke om mistrivsel derhjemme.

I skiftet fra Herlufmagle Skole til Holsted Skole, hvor hun fik mange timer som AKT-lærer, er dagbogsprojektet i danskundervisningen gledet ud. Som arbejdstidsreglerne er lige nu, ville hun heller ikke have mulighed for at kommentere i dem om aftenen. Det er synd, synes Stigna. Men Gitte Kragh er opsøgende på en anden måde i dag.

»Når jeg begynder med en ny klasse, så tager jeg dem ud enkeltvis og spørger: 'Er der noget, du synes er vigtigt, at vi lærere ved om dig«, fortæller hun. Ellers reagerer hun først, når en af hendes kollegaer kommer til hende i hendes AKT-funktion og beder om, at hun tager en snak med en elev.

»I sådan en samtale kommer det, men det skal jo opdages, og der kan jeg godt blive lidt bekymret for, om der er tid til det i dag, ligesom jeg kan være bekymret for, at elevernes trivsel bliver glemt, når vi bliver fokuseret på alt det, der kan måles«.