Dansk, Historie

Fra Saxo til sjette maj

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Palle Petersen, Kåre Bluitgen med flere

Illustreret af Kirsten Raagaard

160 sider, 168 kroner

Forlaget Tøkk

På bestilling har otte forfattere skrevet hver deres danmarkshistoriske fortælling ud fra temaet magt og afmagt. I tid spænder disse vidt forskellige fiktive bidrag fra 1180'erne til 1945. Det kan måske lyde interessant, men resultatet er blevet en alt for spredt antologi, der hverken kronologisk, genremæssigt, perspektivisk eller fortællemæssigt samler sig om noget som helst. Fra redaktøren Nanna Gyldenkærnes side er der ikke gjort noget egentligt forsøg på givende åbninger af teksterne.

Kun et af disse bidrag formår at give et så afrundet og væsentlig livsbillede, at det for alvor fanger læseren og eventuelt egner sig som stof i dansk- og/eller historieundervisningen, nemlig Gerd Rindels beretning om den sindssyge Christian den Syvendes både kvalfulde og løsslupne liv ved og uden for hoffet. Det samlede indtryk af udgivelsen: Dette er alt for løst og tilfældigt. Spredte tilløb. Savn af redaktionel organisering.

Thorkild Borup Jensen