25 år i DLF

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 1. maj 2003 havde Grete Roth været ansat i Danmarks Lærerforening i 25 år.

Hun er uddannet lærer fra Holbæk Seminarium i 1965. Derefter blev hun ansat på Kildebjergskolen. Allerede året efter blev hun tillidsrepræsentant på skolen. 1. januar 1977 blev hun valgt som formand for kreds 52. Grete var desuden formand for fælleslærerrådet i Tornved Kommune fra 1974-77 og medlem af kreds-styrelsen. Den 1. maj 1978 blev Grete Roth ansat som sekretær i Danmarks Lærerforening, og fra 1979 blev titlen konsulent.

Som sekretær for hovedstyrelsens pædagogiske udvalg arbejdede hun blandt andet med de ændrede regler for specialundervisning.

Siden 1987 har Grete arbejdet med foreningens internationale relationer. Hun repræsenterer foreningen i mange internationale sammenhænge og har skabt et stort netværk af kolleger fra lærerorganisationer over hele verden.

De, der kender Grete, vil vide, at hun er et meget socialt og alsidigt menneske, så det er ikke kun på det faglige plan, foreningen nyder godt af Gretes arbejdskraft. Også det sociale liv har Gretes bevågenhed. Kollegerne kan hvert år glæde sig over hendes engagement i julerevyen, hvor hun bruger megen energi og yder en stor indsats.