Flere læremidler støtter ikke lærerne i at inddrage it i matematikundervisningen

Læremiddeltjek: Mangel på it-støtte i matematikbøger

Flere læremidler støtter ikke lærerne i at inddrage it i matematikundervisningen. Det på trods af, at det er et centralt punkt i Fælles Mål. Derudover kniber det med koblingen mellem elevers hverdagssprog og matematikkens formelle begreber.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det digitale værktøj Læremiddeltjek gennemgår og sammenligner læremidler ud fra seks kategorier. Tjekkene viser, at flere læremidler i matematik ikke støtter læreren i brugen af it.

"Nogle af de her læremidler henviser godt nok til it-programmer, som læreren kan inddrage, men der er ikke nogen yderligere støtte til, hvordan læreren kan gøre det. Derfor kan man være nervøs for, om lærerne overhovedet vil inddrage it. Og det er der jo faktisk et opdrag om i Fælles Mål", siger Dorthe Carlsen, lektor i udvikling og forskning ved UC Syd, der har været med til at udvikle Læremiddeltjek.

Som eksempel nævner hun læremidlet "Format" i matematik.

"I lærervejledningen er der en uddybning af opgaven, men ingen hjælp til at bruge programmet. Man kan frygte, at den type opgaver springes over af mange lærere", står der i tjekket af "Format".

"Forslagene til brugen af it fremstår som ekstra-aktiviteter og ikke som en naturlig del af elevernes arbejde. Integrationen af it svarer ikke til læreplanens prioritering", står der ligeledes i tjekket.

Kniber med koblingen

Dorthe Carlsen fortæller, at en af de store udfordringer i matematiklæremidlerne er, at få oversat elevernes hverdagsviden til matematikkens formelle begreber. I tjekket af "Kontext 4" står der for eksempel:

"Arbejdet med det formelle indhold af begreber er dog ikke nær så omfattende, som behandlingen af de uformelle og præformelle begreber, og koblingen til det formelle er ikke altid lige tydelig. Det er altså i høj grad op til læreren at sikre sig denne vigtige kobling".

Dorthe Carlsen understreger, at koblingen mellem hverdagssprog og matematikkens formelle begreber er vigtig.

"Undervisningsvejledningen til Fælles Mål i matematik gør en del ud af, at det er vigtigt, at de faglige begreber forbindes med elevernes forforståelse - deres hverdagsviden. Det gør en lang række af de tjekkede læremidler også, men den afstand, der er fra man går fra hverdagsviden til det formelle, den bliver ofte meget kort. Hvis overgangene er for hurtige, bliver det svært. Læreren skal sikre sig, at overgangene bliver skabt. Og det får læreren ikke altid meget hjælp til", siger Dorthe Carlsen.

Næsten for meget stof

Dorthe Carlsen fortæller, at det generelt for matematik-tjekkene gælder, at der er rigtig meget stof til læreren i matematikbøgerne. Hun sammenligner mange af de tjekkede matematiksystemer med en harmonika, der er presset sammen.

"Der er presset meget stof og mange muligheder sammen på ret kort plads. Læreren skal trække stoffet ud, og få det til at fylde noget mere - det er der simpelthen brug for".