Piktogrammer kan hjælpe elever til at få overblik over, hvad de skal her og nu, og hvad der venter bagefter. Det kan skabe ro og koncentration i klassen.

Et piktogram gør det dog ikke af sig selv. Visuel støtte kræver pædagogisk omtanke, forberedelse, italesættelse og evaluering, betoner Signe Baden, som har skrevet en bog med konkrete bud på visuel støtte til alle børn i børnehave, indskoling og mellemtrin. En bog, hun har savnet i sit arbejde som PPR-psykolog i Syddjurs Kommune.

”Hvis der er megen uro i en klasse eller mange børn, som har det svært, anbefaler jeg ofte lærerne at anvende visuel støtte. Men når jeg har søgt efter inspiration, har jeg kun fundet materialer om visuel støtte til børn med for eksempel autisme. Disse materialer har et specialpædagogisk udgangspunkt og er meget individorienterede, hvor min bog handler om, hvordan visuel støtte kan indgå i det forebyggende arbejde blandt grupper af børn”, siger Signe Baden, som i høj grad bygger indholdet på egne erfaringer.

Mange har efterlyst bogen

Mange lærere og pædagoger anvender allerede visuel støtte, men det er som om, at de skal opfinde den dybe tallerken, hver gang de står i en ny situation, hvor visuel støtte kan være en hjælp. Derfor er der behov for bogen, vurderer Signe Baden.

”Det overrasker mig, at ingen har skrevet en sådan bog før, for jeg kan se på Facebook, at mange har efterlyst den. Der er masser af hjemmesider, som sælger piktogrammer, men de fortæller ikke, hvordan man skal bruge dem”.

Børn har glæde af visuel kommunikation, fordi det er hurtigt at aflæse et billede.

”Jo mere konkret vi kan gøre den ydre struktur, desto lettere får børn ved at huske, hvad de skal. Deres hjerner er ikke færdigudviklet til at kunne planlægge, forstå konsekvenser, huske og koncentrere sig, men struktur, genkendelighed og forudsigelighed understøtter deres opmærksomhed og arbejdshukommelse, så de får mere overskud til at rumme alt det, de skal”, siger PPR-psykologen.

Visuel støtte egner sig godt til overgange

Signe Baden anbefaler, at man begynder med visuel støtte i det små. For eksempel til at skabe rutiner om morgenen.

”Der kan være meget uro op til klokken otte, fordi børnene ikke ved, hvad de skal gøre af sig selv. Det gør det svært at få ro til at komme i gang med undervisningen. Hvis læreren kommer ti minutter i otte og hænger et piktogram på tavlen, som viser, at eleverne enten skal tegne, læse eller spille et spil med sidemakkeren, så ved de, hvad de skal. Jo ældre børnene er, jo mere kan man inddrage dem i, hvad der vil være en god aktivitet, mens de venter på, at undervisningen går i gang”.

Det er svært for mange børn at skifte fra en aktivitet til en anden, så det er også godt at bruge visuel støtte til overgange.

”Ved at gøre det forudsigeligt, hvad der venter i næste aktivitet, bliver følelsen af opbrud mindre. Det er især gavnligt, når børnene er i gang med noget, de synes er fedt, og så skal skifte til noget mere kedeligt”.

Visuel støtte egner sig også til situationer, som er konfliktfyldte og præget af uro, og hvor lærerne kunne tænke sig, at de foregår på en anden måde. Det kan være, når børnene skal på tur eller kommer ind fra frikvarter.

”Så kan man lave en struktur, som børnene bliver glade for”, siger Signe Baden.

Elever skal have hjælp til at tyde et piktogram

Man kan ikke forvente, at børn af sig selv går i gang med at følge piktogrammer.

”Når børn har vænnet sig til visuel støtte, er det nemmere at implementere nye piktogrammer, men i begyndelsen tager det tid, for de skal lære, hvad et piktogram betyder. For viser et billede af en rutsjebane, at børnene skal ud at rutsje, at de skal på legepladsen, eller at de skal med ud at købe en ny rutsjebane? Og handler det om mig, når madkassen på piktogrammet er gul, og min er blå? For voksne kan det være indlysende, at den gule madkasse betyder, at alle skal spise, men et billede kan aflæses på mange måder. Derfor kræver det lidt at komme i gang”, siger Signe Baden.

Samtidig skal klassens lærere og pædagoger være rollemodeller og bruge den visuelle støtte konsekvent ved at italesætte den: ”Vi ser lige på piktogramtavlen, hvad der skal ske i timen”. På den måde lærer eleverne, at de selv kan orientere sig mod tavlen.

”De voksne skal vise engagement og tage børnene med på råd, jo ældre de er. Elever i 4. klasse kan godt spørge, hvorfor de skal have visuel støtte, og så skal man være gennemsigtig og fortælle, at det skyldes, at der er for meget uro, når de kommer ind fra frikvarter, og det skal den visuelle støtte hjælpe med at få lavet om på”.

Klassens lærere skal gå sammen

Visuel støtte virker, hvis den bruges konsekvent af alle klassens lærere og pædagoger.

”Hvis dansklæreren bruger visuel støtte, mens matematiklæreren ikke gør, så ved børnene ikke, om de skal orientere sig efter den eller ej. Det samme sker, hvis man kun bruger det nogle gange. Alle klassens lærere skal være med på at bruge det i en periode. Det skal man blive enige om og også om, hvordan man gør. Så kan det godt være, at en i teamet har ansvar for at finde billeder på nettet, eller er god til at tegne”, siger Signe Baden.

Som ved alle andre pædagogiske indsatser er det vigtigt at evaluere. Det kan være: ’Har du også lagt mærke til, at det virker supergodt med visuel støtte?’ ’Ja, lad os blive ved med det’. Eller man kan tage en snak efter tre uger: Har det den ønskede effekt? Hvad fungerer? Og hvad bør ændres?”

”Visuel støtte er ikke i sig selv et vidundermiddel, som kan løse alle skolens udfordringer, men det kan være et godt supplement til en god almenpædagogik”, understreger PPR-psykologen.

En kogebog med billeder er fedest

Man skal bruge visuel støtte, så længe det giver mening, anbefaler Signe Baden.

”Når eleverne i en indskolingsklasse skal læse selv, og læreren sætter timetimeren til et kvarter, så kan de se, om det kan betale sig at gå i gang med næste kapitel, eller om der kun er et minut tilbage. Her giver det mening at blive ved med at bruge timetimeren. Men hvis man bruger piktogrammer til at øve færdigheder, og børnene så kan mestre dem, er piktogrammene ikke længere nødvendige”.

Jo ældre eleverne bliver, jo mere får de af indre struktur. For eksempel kan de ældste elever huske deres skema i hovedet, og de kan planlægge og skabe egne systemer.

”Læreren skriver måske dagsordenen på tavlen, og det er også en visuel støtte. Den er bare på skrift. Men lærere kan godt lege med det. Jeg synes for eksempel, det er fedest at åbne en kogebog med store billeder af det mad, jeg skal lave”.

Visuel støtte gavner også lærerne

Lærere må ikke betragte visuel støtte som endnu en opgave, de skal have tid til i en forvejen travl hverdag. De skal tværtimod se det som hjælp til selvhjælp.

”Jeg har mødt mange lærere, som er trætte af at høre sig selv sige ’Ti nu stille’, ’Hold nu op’ og ’Sæt jer ned’. Med visuel støtte kan læreren pege på et fælles tredje. Så er det ikke længere hende, som siger, hvad eleverne skal. Visuel støtte erstatter i det hele taget mange ord, får når eleverne har vænnet sig til at orientere sig mod den, behøver lærerne ikke gentage så meget. Eleverne kan selv se, hvad de skal, så visuel gør dem selvhjulpne”, siger Signe Baden.

Timetimer til vedholdenhed

Eleverne i 1. a spiser fra 11.30 til 12. Bagefter har de frikvarter i en halv time. Flere af eleverne synes, det er lang tid at spise, og der er ofte meget uro.

Når de får lov at forlade klassen, har det en afsmittende effekt. Især i drengegruppen, hvor mange spiller fodbold og vil være med fra start. Samtidig fortæller flere forældre, at børnene kommer hjem med halvfyldte madkasser, og de udtrykker bekymring for, om børnene har energi nok til en lang skoledag.

Som noget nyt sætter lærerne klassens timetimer på et kvarter klokken 11.30. Her skal eleverne sidde på deres plads, tale med små stemmer og spise. Når de 15 minutter er gået, må de børn, som har behov for det, gå til frikvarter, mens resten kan spise videre.

Det hjælper eleverne til at holde fokus på spisningen, da de ved, at ingen får lov til at gå i de første 15 minutter. På den måde får flere spist mere af deres mad, samtidig med at lærerne tilgodeser de børn, som har svært ved at sidde i en halv time.

Piktogrammer til struktur og overblik

I 4.b har lærerteamet indført, at der ud over et dagsskema med piktogrammer er en stemmeskala på tavlen.

På skalaen er der tre piktogrammer, som viser henholdsvis ingen stemmer, små stemmer og almindelige stemmer. Under stemmeskalaen er der en pil, som flyttes til det aktuelle piktogram:

Ingen stemmer bruges for eksempel, når læreren giver en instruktion ved tavlen.

Små stemmer er for eksempel til, når eleverne laver individuelle opgaver, hvor det er okay at sparre med sidemanden.

Almindelige stemmer bruges for eksempel, når eleverne forventes at være aktive i undervisningen, i gruppearbejde og i pauser.

Belønningsskemaer til øget motivation

Det er efterår, og klasselokalet er ofte fyldt med sjap, fordi nogle af eleverne har sko på. Nu skal det indlæres, at de skal have enten strømper eller hjemmesko på i klassen.

Lærerne laver et belønningsskema for at få fokus på den nye vane. I skemaet sættes en streg, hver gang en elev kommer ind udefra uden sko på.

Lærerne har aftalt med eleverne, at når de kommer op på 75 streger, får alle en karamel. Med 26 elever i klassen, som går ind og ud i hvert fald tre gange om dagen, kan der hurtigt spares streger op.

Indtil videre har lærerne tænkt, at belønningsskemaet skal fortsætte i en uge eller to. Det gode er, at ingen bliver ”straffet”. Hvis en elev kommer ind med sko på, bliver han eller hun gjort opmærksom på det og får en ny chance til at skifte i garderoben – og til at få en streg.

Lærerne oplever, at belønningsskemaet har en anden effekt, end når de irettesætter eleverne. Blandt andet fordi eleverne er gode til at huske hinanden på at tage skoene af.

'Visuel Støtte til alle børn – en praktisk guide' af Signe Søndergaard Baden er udgivet på forlaget Dafolo.