Inspiration - Trivsel
Ensomme unge har ofte kæmpet med ensomhed i årevis. Man skal gribe ind tidligt, mener relationskonsulent.
Foto: Pablo Rodrigo Sanchez Remorini, iStock
Forfatter og konsulent: Ingen børn vågner op om morgenen og siger, i dag vil jeg være ensom
Ensomhed kan skyldes, at vi som forældre og ansatte ubevidst er med til at gøre børn venneløse. Ingen børn, unge eller voksne vågner op en morgen og siger: I dag vil jeg være den person, som ingen gider at tale med, sidde ved siden af eller være sammen med, skriver Anne Søgaard.
Årsagen til ensomhed skyldes ikke den enkelte, men derimod
at fællesskabet omkring dem er utrygt, og at ingen guides i, hvordan man sammen
tager ansvar, når man ved, at der er en, man er ved at gøre ensom, fordi man
selv er bange for at være den næste.
Mit begreb vensomhed dækker over en kultur, som fremmer
venskaber. Ensomhed handler nemlig ikke om den ensomme, men om alle os, som er
med til at gøre dem ensomme.
Igennem en
lang årrække som konsulent i dagtilbud, skoler, foreninger og uddannelsessteder
har jeg selv oplevet at ensomhed fylder meget, og at lærere alle gør og kan
gøre en afgørende forskel.
Ensomme unge er typisk blevet gjort ensomme og venneløse
siden barndommen. Sidste år kunne man i et nyt forskningsprojekt fra Det
Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, læse, at ensomme unge
ofte har kæmpet med ensomhed i årevis.
Del gode ideer
Vil
du bidrage til Folkeskolens inspirationsunivers?
Så
send en mail med dit indlæg til inspiration@folkeskolen.dk
Medsend
gerne et billede af dig selv, som vi må bruge.
Det kan starte allerede i mødregruppen. Hvis de andre synes,
at Willum på tre måneders mor er lidt underlig og ikke passer ind. Så glemmer
de pludselig at ringe til hende, når de rykker deres aftale. Det kan også gælde
i forældregruppen, den første tid i dagtilbud eller SFO’en. For her kan alle
stå i kø med deres egne usikkerheder og ønsker om at blive en del af
fællesskabet og ikke være den, som vælges fra.
Det er for
sent at gøre noget, når børn og unge ikke kan komme i dagtilbud eller skole
længere, fordi ingen savner en. Derfor er det vigtigt, at man griber ind fra
start.
Ensomhed er ikke den
enkeltes ansvar
Vi ved alle, hvem de venneløse er. Vi har selv gjort dem
venneløse, vi er selv med til at lukke dem ude og ignorere dem. Flere dagtilbud
og skoler er heldigvis begyndt at arbejde med og inkorporere i deres børn og
unge-politik og værdisæt at ingen skal være alene og at alle skal have en ven.
Her bliver det tydeligt, at man ønsker at alle skal lykkes og være en del af
fællesskabet.
Vi ansatte er forskellige, forældre og børn er forskellige,
og det er en styrke. Når vi skaber ensomme, utrygge kulturer, så handler det
ofte om, at vi bliver usikre og forarget eller tager afstand fra det ukendte –
det som vi ikke kan genkende, forstå eller spejle os i. Kimen til
ensomhedskulturer kan ofte tage afsæt i vores egen utilstrækkelighed og angst
for at være den næste, der er på vej ud af fællesskabet.
Ingen kan blive ved med at banke på den dør, der er lukket,
og lukke sig selv ind i fællesskabet med venlighed. Sammen kan vi dog hjælpe
hinanden ind i fællesskabet med vensomhed. Hvad enten vi er voksne eller børn,
har vi alle brug for at være vigtige for bare ét andet menneske. Børn skal lære
at have andre på sinde.
For ensomhed opstår, når fællesskabet har glemt at lukke
andre ind med imødekommenhed, nysgerrighed, hjælpsomhed og kærlighed. Alle de
penge, vi bruger på forebyggelse af ensomhed, hjælper ikke lille Smilla, som
bliver ekskluderet, fordi de andres forældre mener, at hun er årsagen til al
larmen i klassen. Det er afgørende, at hun bliver mødt med positive
forventninger, og ikke endnu et møde med afvisende rygge frem for smilende
munde og øjne.
Følelsen af ensomhed finder vi alle steder. Den findes i
dagtilbuddet, når Svend ikke må lege med i sandkassen, i skolen, når Willum
ikke bliver inviteret med til hyggeweekend, i sportsklubben, hvor de andre
snakker bagefter på den fælles snap, som ikke er for alle, eller i
frikvarterne, hvor de andre drenge løber væk fra Silas.
Grundlæggende handler det simpelthen om at ændre kulturen.
Og her skal vi ansatte på banen – og guide børn og forældregrupper, ved at være
gode rollemodeller for den vensomme kultur og det inkluderende fællesskab. Vi
får aldrig bugt med ensomhed eller mobning, hvis vi forsøger at finde mangler
eller fejl hos forælde, lærere eller børn. Kun hvis vi retter blikket mod alt
det, der sker i fællesskabet, og tør se på os selv og spørger:
Hvad kan jeg gøre, og hvordan fremmer jeg den vensomme
kultur?
Fem veje at gå: Fra ensomhed til vensomhed
1. Rollemodeller for ordentlighed
Ledelsen skal klæde
skolebestyrelsen, klasseråd og forældregrupper på fra første dag
2. Ledelsen går foran og er
vensomheds-ambassadører
For at være vensomhedsambassadør
skal man have værdierne på plads og en bevidsthed om kropssprog, relationer og
normer. De vigtige spørgsmål er: Hvad er skolens værdier, hvad viser vi selv,
og hvordan er vi som ledere og ansatte rollemodeller for en vensom kultur?
3. Sæt rammen
Alle ledere,
ansatte og forældre kan komme på endagskursus i at være vensomheds-anførerer og
bakke op om den kultur, hvor vi taler alle op og gør hinanden venneværdige.
4. Giv dem deres GPS
Forældrene skal
kunne finde vej, også når deres Søren er blevet slået. Vi har selv inviteret
forældrene ind på skolen, men hvis vi ikke fortæller dem, hvad vi forventer af
dem og selv viser det, vi vil fremme, så sætter afmagten ind. Utryghed i
forældregruppen kan smitte som en steppebrand videre til børnegruppen og
personalet. Så laver de deres egne veje ud fra afmagtens GPS.
5. Fra mere mig til mere vi
Vi
får det selv godt, når andre har det godt, og vi gør godt for andre. Det skal
vi vise vores børn, man kan måske Chat GPT’e sig til alt i fremtiden, men ikke
til at være gode mennesker. og være hjælpsom og kærlig. Alt hvad vi gør som
forældre kopierer vores børn. Det barn vi ikke kan lide, er ham vi skal
invitere med hjem. For hele gruppen er på hårdt arbejde, hvis en tages ud og
gøres ensom.