Vold i skolen

Voldelige episoder mellem elever er tilsyneladende hyppige i folkeskolen.

Hver anden lærer oplever vold mellem elever mindst en gang om ugen

Konfliktniveauet er højt i de danske folkeskoler. Lærernes formand efterlyser penge til to-voksenordninger, mens en lærer fra en hårdt ramt skole har svært ved at se løsninger.

Publiceret Senest opdateret

Borup, Agedrup, Riismølleskolen og Munkevænget Skole har i de seneste måneder opnået at blive landskendte på en meget trist baggrund. De fire skoler er havnet i nyhedsstrømmen, fordi det er kommet frem, at der har været omfattende vold og trusler mellem eleverne.

Men måske er de skoler slet ikke alene. En ny undersøgelse, som Danmarks Lærerforening har lavet i samarbejde med TV2, viser nemlig, at 49 procent af lærerne i folkeskolen oplever voldelige episoder mindst en gang om ugen. Og 15 procent oplever det dagligt.

De voldelige episoder er eksempelvis slag, spark, skub, kast med genstande, bid eller spytten mellem eleverne

”Tallene viser, at der er noget helt galt på et strukturelt niveau. Vi vidste vi godt, at især børnehaveklasseledere og lærerne i de små klasser oplevede dette, men jeg er faktisk overrasket over omfanget”, siger formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen. 

Lærerformanden peger på, at tallene slår fast, at folkeskolen lider under et "højt konfliktniveau", og at der ikke er tale om enkelte elever på enkelte skoler.

”Skolen skal være et trygt rum. Det er forudsætningen for al læring og trivsel. Tallene viser tydeligt, at der ikke er tale om nogle enkelte børn på enkelte skoler, men om et generelt problem med et meget højt konfliktniveau i folkeskolen. Det her er strukturelle problemer, der kalder på strukturelle løsninger", siger Gordon Ørskov Madsen.

Undersøgelsen viser også, at 62 procent af lærerne og børnehaveklasselederne vurderer, at der er blevet "lidt flere" eller "markant flere" episoder med vold mellem elever end for fem år siden.

Lærer gav op: "Jeg følte ikke det førte til noget"

Lærer Maya Hvass Christensen har tidligere arbejdet på Munkevænget Skole i Kolding, som i efteråret 2023 trak store overskrifter efter, at en elev havde truet en lærer med at voldtage dennes datter. 

Tre tidligere lærere har offentligt kritiseret ledelsen for ikke at tage problemerne alvorligt. De fortalte, at skolen lider under, at en stor gruppe elever udviser truende, aggressiv og respektløs adfærd overfor både lærere og andre elever, og blandt andet holder øje med, om andre elever spiser svinekød og faster under ramadanen. 

Maya Hvass Christensen har også oplevet, at det ikke nytter at gøre opmærksom på voldelige episoder overfor ledelse og myndigheder.

Om undersøgelsen

Danmarks Lærerforening har i samarbejde med TV2 udarbejdet en undersøgelse blandt lærere og børnehaveklasseledere i folkeskolen. I undersøgelsen er der spurgt ind til medlemmernes oplevelser med konflikter og voldelig adfærd mellem elever.

Spørgeskemaet, der danner baggrund for undersøgelsen, blev sendt ud 4. marts til 9.000 af DLF's medlemmer, der arbejder som lærer eller børnehaveklasseleder i den almene folkeskole. I alt har 2.426 lærere og børnehaveklasseledere besvaret spørgeskemaet, inden undersøgelsen lukkede d. 15. marts. Undersøgelsen har dermed en svarprocent på 27 procent.

Resultaterne har en statistisk usikkerhed på +/- 0,4 til 1,9 procentpoint, med et 95% konfidensinterval.

”Jeg har udfyldt masser af skemaer om voldsomme hændelser om elever, der gik amok eller forældre, som mødte op og ville slå nogle børn eller hvad det nu kunne være. Men efter halvandet-to år gav jeg op, fordi jeg ikke følte det førte til noget alligevel”.

DLF: Løsningen er blandt andet flere to-lærertimer

Det store spørgsmål er selvfølgelig så, hvad man kan gøre fremadrettet. Gordon Ørskov Madsen fortæller, at der politisk arbejdes for en revision af ordensbekendtgørelsen, som er det juridiske grundlag, skolerne skal forholde sig til, når elever skal disciplineres. 

Den giver blandt andet mulighed for at hjemsende elever. Men han understreger, at Danmarks Lærerforening som udgangspunkt ikke mener, at løsningen på vold mellem elever er at gøre det lettere at smide elever ud af skolen.

”Ordensbekendtgørelsen er sekundær i forhold til de pædagogiske indsatser, der skal gøres”, understreger han. 

”Der er dele af bekendtgørelsen, som trænger til at blive moderniseret, men det er ikke gennem ordensbekendtgørelsen, at vi løser det her. Det er ved eksempelvis at sætte flere lærere ind. Vi ved, at to lærere i klassen har langt bedre muligheder for at gribe konflikterne og for eksempel tage et barn med ud af lokalet. Det kan man ikke, når man står alene i en klasse med 28 børn”.

På længere sigt handler det at få rettet op på en presset folkeskole, som mangler overskuddet til at gribe problemerne i tide, mener Gordon Ørskov Madsen. Og det kan ikke gøres uden flere penge til almenskolen.

”Det handler om flere lærere om eleverne, faste klasselærere, der kender eleverne og deres familier, tid til at opbygge relationer og stærke fællesskaber mellem børnene og bedre muligheder for hjælp og støtte til elever med særlige behov. Der skal være resurser til en tidlig indsats, som i dag alt for ofte bliver hoppet over, sådan som det også er ”.

Lærer har svært ved at se løsning

Maya Hvass Christensen er selv meget i tvivl, da hun får spørgsmålet om, hvad der ville have hjulpet hende i tiden på Munkevængets Skole.

”Jeg ved faktisk ikke, hvad der skal til. Jeg er ikke engang sikker på, at flere penge ville kunne løse problemet. Jeg er nok blevet lidt opgivende”, siger hun og tilføjer:

”Måske noget uddannelse til lærerne i at genkende de mønstre, der var på spil ville måske have hjulpet”, siger hun. 

”Der er så meget religiøs og social kontrol, men man skal vide, hvad man skal kigge efter for at kunne se det. Det er jeg først nu begyndt at forstå det selv. Jeg ville måske have været der endnu, hvis jeg havde fået den efteruddannelse, så jeg vidste, hvordan jeg skulle håndtere det, for man kan bedre være i noget, der er hårdt, hvis man ved at det man gør, er det rigtige. Men i stedet havde man fornemmelsen af hele tiden at være forkert på den, ikke mindst fordi ledelsen ikke reagerer”.

Men langt hen ad vejen mener Maya Hvass Christensen, at udfordringerne på hendes  gamle arbejdsplads ikke alene kunne løses af skolen selv. 

For her var udfordringen, at for mange børn med for store problemer bor for tæt sammen – og dermed kommer til at gå i samme skole.

”Man er jo allerede begyndt at slå sig lidt i tøjret på Munkevængets naboskoler”, siger hun. ”De velfungerende forældre tager jo deres børn ud af skolen, så man nu skal til at slå klasser sammen. Ingen forældre har jo lyst til at have deres børn gående på en skole, hvor eleverne er så letantændelige, og miljøet er så forrået”.