Mellemformer er ofte billigere og mindre indgribende end specialtilbud, og de giver et godt fagligt og socialt udbytte til mange elever med særlige behov. Det konkluderer en undersøgelse, som forsknings- og analysecentret Vive offentliggjorde i sidste uge. Men nogle skoler bruger det fleksible tilbud til elever, som er visiteret til støtte i mindst ni timer om ugen i almenklassen, fremfor at se på, om eleven har brug for mere vidtgående specialundervisning.

Klagenævnet for Specialundervisning har i 2023 set eksempler på elever, som har været i en holdbaseret mellemform i den overvejende del af deres undervisningstid. Det fremgår ikke præcist af nævnets årsrapport, hvor mange klager der har været på området, men det drejer sig om flere sager.

Nævnet giver et eksempel med en elev i 8. klasse, som mere eller mindre var blevet parkeret i en mellemform (se faktaboks). Eleven har autisme og fulgte kun ét fag i sin almenklassen. Resten af tiden tilbragte eleven i mellemformen.

Klagenævnet vurderede i sin afgørelse, at støtte i mindst ni timer om ugen ikke i tilstrækkelig grad kunne imødekomme elevens undervisningsbehov. I stedet har eleven behov for at gå i en specialklasse for normaltbegavede børn med autisme.

Mellemformer kan være en glidebane

Klagenævnet peger på en indbygget risiko ved mellemformer, siger seniorforsker Thyge Tegtmejer, som har ledet Vives undersøgelse om det fleksible tilbud.

”Nogle skoler laver særlige hold ved siden af almenklassen, men de kommer ikke i mål med tilbuddet, hvis elevernes udfordringer er for store. Når skolen udnytter rammen til over det maksimale, holder kvaliteten af mellemformen ikke”.

Thyge Tegtmejer opfordrer skolerne til at være meget opmærksomme, når en elev tilbringer størstedelen af sin tid i en mellemform.

”Det kan være en god ide at begynde med en mellemform for elever med et mindre eller et midlertidigt behov for støtte. For eksempel kan nogle elever have behov for at tilbringe hovedparten af undervisningstiden i en mellemform efter lang tids skolevægring og så gradvist blive sluset ind i almenklassen. Men det kan være en glidebane, hvis støttebehovet er for stort i forhold til mellemformen”, siger han og peger på, at et specialtilbud er markant dyrere.

”Der kan være skoleledere, som er under så stort økonomisk pres, at de vil se, om det ikke kan gå med en mellemform, også for elever med markante og omfattede støttebehov. Men skoleledere skal lave en reel vurdering af elevens behov, og det bliver de nødt til at sætte højere end økonomiske hensyn. Markante funktionsnedsættelser går ikke væk”, siger seniorforskeren.

Ikke overraskende, at forældre nu klager

Mellemformer kan og skal ikke rumme alle elever med særlige behov, understreger Thyge Tegtmejer. Det samme gør skoleledere, lærere og pædagoger i rapporten om mellemformer. Her gør de opmærksom på, at der er grænser for, hvilken tyngde af udfordringer og behov, mellemformerne kan løfte.

Det gælder både i forhold til mulighederne for at imødekomme den pågældende elevs behov, men også ud fra et hensyn til, hvor mange resurser der kan tilgå enkeltelever, som derved går fra de andre elever i mellemformen eller fra almenskolen.

”Vi kan rykke på meget ved at arbejde med mellemform og prøve at lave et læringsmiljø, der er tilpasset den enkelte elev. Men vi vil også opleve, at vi ved nogle få elever kommer til kort, hvor vores muligheder og tilbud ikke er nok”, siger en skoleleder i rapporten.

Alligevel er Thyge Tegtmejer ikke overrasket over, at forældre er begyndt at klage over utilstrækkelige mellemformer.

”Vi ser problemet, fordi markant flere elever har behov for støtte i en eller anden ramme, og det presser skolerne. Ikke alle skoler har de nødvendige kompetencer blandt medarbejderne til at arbejde med eleverne i en mellemform, og det giver en flaskehals i forhold til at udvikle de rigtige tilbud”, siger Thyge Tegtmejer.

Elever får puttet sig selv i specialklasse

Klagenævnet anerkender, at elever, som er visiteret til støtte i mindst ni timer ugentligt i en almenklasse, kan modtage del af deres undervisning i en mellemform, hvor der er mulighed for høj grad af voksenstøtte. Men mellemformen må altså ikke træde i stedet for specialundervisning. Derudover fremgår det af folkeskoleloven, at eleverne skal være tilknyttet enten en almindelig klasse, en specialklasse eller en specialskole.

”Undervisning af elever på et lille hold – på fuld tid eller i den overvejende del af undervisningstiden – er ikke i overensstemmelse med principperne om klassedannelse og efter omstændighederne også i strid med reglerne om holddannelse, med mindre tilbuddet er kategoriseret som en specialklasse”, fastslår klagenævnet.

Rapporten fra Vive understreger, at det er vigtigt, at mellemformen understøtter både faglig og social deltagelse for eleven i almenklassen.

”Nogle elever beskriver, hvordan mellemformen kan fungere som et afbræk i løbet af skoledagen, der kan give bedre overskud til undervisningen i almenklassen. Men for andre kan det være svært at komme tilbage i almenklassen igen efter at have været i mellemformen, fordi de kan opleve at være gået glip af både noget fagligt og socialt i almenklassen i mellemtiden”, fremgår det af rapporten.

Det flugter med de erfaringer, Helle Overballe Mogensen har gjort sig som selvstændig pædagogisk konsulent.

”Jeg har set flere tilfælde, hvor eleven helst vil blive i mellemformen så meget som muligt, fordi der ikke bliver ændret på klassefællesskabet. På den måde får eleven stille og roligt puttet sig selv i et specialtilbud”, sagde hun til folkeskolen.dk/specialpædagogik i december sidste år.

Antallet af klager steg i 2023

Samlet set modtog klagenævnet 344 klager på folkeskoleområdet i 2023. Det er en stigning i forhold til 2022. Dengang tog klagenævnet imod 288 klager.

I alt afsluttede klagenævnet 345 sager i 2023 mod 321 sager i 2022. En sag er afsluttet, når nævnet har truffet en afgørelse (realitetsbehandlet), henvist til en anden myndighed eller afvist sagen, for eksempel på grund af manglende kompetence. Det kan også skyldes, at borgeren har trukket klagen tilbage.

Halvdelen af forældrene i de behandlede sager – 52 procent - klagede over, at de havde fået afslag på at få deres barn på specialskole. Det er en stigning på otte procentpoint i forhold til året forinden.

Den næststørste kategori handler om afslag på at få barnet i specialklasse. Også her skete der en stigning – fra 27 procent i 2022 til 32 procent i 2023.

12 procent af sagerne skyldtes, at forældrene havde fået afslag på specialundervisning i form af støtte i mindst ni undervisningstimer ugentligt i en almen klasse. Det er en halvering i forhold til 2022.

Betydeligt flere har fået medhold

Ikke alene har flere forældre klaget over deres børns skoletilbud i 2023. Der er også betydeligt flere, som har fået medhold end i de fire foregående år.

I 2023 har nævnet ændret kommunens afgørelse i 97 sager svarende til 44 procent af de 2018 behandlede sager. Fra 2019 til 2022 svingede det mellem 30 og 36 procent.

I de 97 sager, hvor forældrene har fået medhold, har de klaget over:

• Afslag på støtte i mindst ni timer: 32 sager
• Afslag på støtte i mere end ni timer: 30 sager
• Afslag på specialklasse: 29 sager
• Afslag på specialskole: 5 sager
• Uden for kategori: 1 sag

Hver anden sag handler om elever med autisme

Årsrapporten opgør også de primære henvisningsårsager i de sager, hvor klagenævnet har truffet en afgørelse på folkeskoleområdet. Her boner autisme ud som den absolutte topscorer med 105 sager ud af 218.

Næststørste kategori er ”andet”, hvilke dækker over sager, hvor det ikke fremgår tydeligt, hvad der er barnets primære vanskelighed. Kategorien tæller også sager med børn med sjældne sygdomme eller vanskeligheder, som sjældent forekommer i klagenævnets sager.

• Autisme: 105 sager
• Andet: 30 sager
• ADHD/ADD: 27 sager
• Dysleksi: 15 sager
• Socio-emotionelle vanskeligheder: 14 sager
• Tale- og sproglige vanskeligheder: 10 sager
• Mentalt retarderede i lettere grad: 7 sager
• Generelle indlæringsvanskeligheder: 6 sager
• Angstproblematik: 2 sager
• Syndromer: 2 sager

Nedsat undervisningstid fortsat et problem

Sidste år indskærpede klagenævnet, at skoler ikke kan nedsætte undervisningstiden eller fritage en elev for undervisning i fag i stedet for at tilbyde relevant støtte i undervisningen. Kun elever i specialundervisning kan få nedsat undervisningstid.

Det gentager nævnet i år.

Hvis en elevs timetal har været nedsat i en længere periode, kan nævnet bemærke, at der må laves en plan for, hvordan timetallet kan øges, så eleven kommer op på fuldt timetal inden for en overskuelig fremtid.

Nævnet kan også bemærke, at PPR og skole må følge elevens trivsel og udvikling tæt, og at elevens behov må genvurderes, hvis det ikke lykkes at få eleven på fuldt timetal inden for en overskuelig fremtid, uden at eleven får overbelastningsreaktioner.