Vygotskij

Den russiske psykolog Lev S. Vygotskij fik i 1926, da han var 30 år gammel, udgivet bogen »Pædagogisk psykologi«. Det blev det eneste værk, der blev udgivet i hans levetid. Selv døde han i 1934, og hans værker og tænkning blev forbudt i Sovjetunionen fra 1936 til 1976. Han var stort set ukendt i Vesten indtil 1962, hvor hans bog »Thought and Language« blev oversat til engelsk. Bogen blev oversat fra russisk til dansk i to (komplette) bind i 1971 og 1974 med titlen »Tænkning og sprog«. Siden er hans tænkning blevet kendt og har fået stadig stigende indflydelse ikke mindst i pædagogik, undervisning og udviklingspsykologi.

»Pædagogisk psykologi« fra 1926 har været overset. Den blev oversat til engelsk i 1997. Nu findes den også på dansk oversat fra svensk med svenske Gunilla Lindquist fra Karlstad Universitet som redaktør og guide for læsnin-gen. For hvert kapitel giver hun indgående, brugbare og nødvendige kommentarer. Bogens kapitler handler om: 1. Eleven interesse, tænkning, kreativitet, 2. Skolen læreplanen, læreren, læringen.

Bogen tydeliggør, hvordan Vygotskij medtænker elevens følelser og kreativitet i overvejelserne over læringens kognitive sider. Den er et ganske godt parallelt bud på refleksioner om en moderne pædagogik, hvor færdigheder, kundskaber, selvstændig tænkning, fantasi og kreativitet sammenflettes. Bogen er skrevet, før hans måske bedst kendte begreb om den nærmeste udviklingszone var udviklet. Derfor er et sidste kapitel, læringen, fra 1933/34 (bygget på hans forelæsningsnoter) tilføjet.

I kapitlet om kreativitet ser man betydningen af Gunilla Lindquists noter. Vygotskij skriver med vred afstandstagen om den russiske børnebogsforfatter Kornej Tjukovskij, at børn ikke bør udsættes for hans fortællinger og eventyr, da de er ligegyldigt vås og bagateller. Det skriver han, fordi han i sin udviklingspsykologiske tænkning vil tilstræbe, at børn møder den realistiske virkelighed. Tjukovskij møder forbud og undertrykkelse i Sovjetunionen i årtier, men er i dag sammen med Vygotskij selv blevet anerkendt og beundret i det nye russiske samfund. Tjukovskij er i dag kendt og anerkendt i Reggio Emilia ligesom Vygotskij. Den historie er svær at forstå med nutidens optik, men skal tolkes i et historisk og kulturelt politisk-ideologisk perspektiv for at få mening. For øvrigt skriver Vygotskij i sin lille bog »Fantasi og kreativitet i barndommen« (Göteborg: Daidalos 1995), at børn bestemt ikke er mere fantasifulde/kreative end voksne. Fantasi og kreativitet (som han nærmest ser som det samme) forudsætter for ham, at mennesket har hentet meget, rigtig meget råstof indenbords fra den omgivende virkelighed, et råstof, som fantasien kan arbejde med, for ellers bliver det vås og pjat. Når voksne (måske) mangler fantasi og kreativitet, er det ikke, fordi de mangler fakta om verden, men af andre grunde ...

Det er en god studiebog og en rigtig god inspirationsbog for lærere og pædagoger.