To amerikanske professorer, deres glamourfotos kan ses på www.learningstyles.net, har fundet ud af, at børn har forskellige måder, hver sin stil, at lære på, og at de indre og ydre betingelser spiller en vigtig rolle i læringsprocessen. Næppe nyt for nogen, men de hævder at have udviklet en metode til at beskrive og systematisere, så læreren vil være i stand til at undervise hver enkelt elev optimalt.
Nogle elever lærer bedst via øjnene, andre ørerne, nogle skal røre, de er taktile, andre bruger hele kroppen og er kinæstetiske. Der skal derfor bruges visuelle, auditive, taktile og kinæstetiske opgaver. Endelig er der som vanligt nogle, som falder udenfor og skal have en særligt struktureret undervisning. De har svært ved at læse og kan få bogen læst op via en cd og skal ellers bruge de taktile opgaver. Svarene til opgaverne skal findes på nettet og i bøger fra skolebiblioteket eller i materialets såkaldte »rammebog«. Eleverne arbejder med opgaverne individuelt eller parvis.
En sådan undervisningsstil kræver et stort forberedelsesarbejde, men her træder materialet til. Dels med en lærervejledning, dels »rammebogen« med ikke alene tekst og spørgsmål, men også opmuntring som: »Storartet!«, »Prima besvaret!« og »Sikken det går!«, når eleven har reproduceret bogens tekst som svar.
En vulkanolog har været konsulent, og rent fagligt er materialet stort set i orden. I betragtning af det store cirkus, der stilles op, forekommer udbyttet dog noget tyndt.
I materialet indgår en før- og en eftertest samt en ekstratest, som kan bruges inde i forløbet. Dertil en såkaldt Kontrakt-Aktivitets-Pakke. Det er oplæg til arbejde med emnet og faktisk den mest anvendelige del af materialet, målgruppen taget i betragtning. De er tænkt som fordybelsesopgaver.
Retfærdigvis skal det nævnes, at lærervejledningen nævner, at man kan bruge materialet »i god amerikansk ånd«, det vil sige efter bogen, eller man kan nøjes med at lade sig inspirere af det. Det sidste er nok en god idé. De to cder indeholder dels hele materialet, dels en oplæsning af »rammebogen«s tekst.
Vulkaner og jordskælv
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.