Ballerup Kommune vil spare 116 millioner kroner på driften – dels som følge af udligningsreformen, dels som følge af en allerede planlagt kommunal sparerunde. På skoleområdet vil man fra 1. august spare knap 40 stillinger væk, næsten alle lærerjob.
"Der er to slags besparelser i spil", forklarer formanden for Ballerup Lærerforening John Jensen i en pressemeddelelse.
"Man vil f.eks. nedskære elevernes timeplaner og spare på lejrskoler, to-sprogsundervisning og specialundervisning. Der er enighed mellem Ballerup Kommune og lærerne om, at disse besparelser gør ondt, men at man synliggør besparelserne ved at sænke niveauet. Ærlig snak – man får hvad man betaler for, og konsekvenserne af udligningsreformen er klare for alle. Men kommunens ledelse løber nu fra sin egen strategi. Den anden type besparelse er helt anderledes. Her synes man, at lærerne skal gå forrest.
Lærerne har fået at vide, at de skal være de første, der forærer en ugeløn".
Kommunen har lagt op til at fjerne Ballerup-lærernes såkaldte 30 timers pulje til tilfældig forlængelese af skoledagen, evaluering af undervisningen og samtaler med forældre, der ringer om aftenen for at overføre tidspuljen til undervisning. Det har lærerne sagt nej til:
"Her hopper kæden så af for kommunens ledelse. Man har varslet, at man opsiger aftalerne med lærerne om, hvordan man samarbejder om at få tingene til at køre i hverdagen. Kommunens ledelse vil nu selv i alle detaljer styre de enkelte læreres arbejde. Man mener sig – som den eneste kommune i landet – at være i stand til i detaljer at planlægge og styre enhver lærers arbejdsopgaver. Dag for dag, time for time og minut for minut. Et bureaukrati, der i sig bærer risikoen for, at skolen går i baglås til skade for elever, forældre og lærere", siger Ballerup Lærerforening.
Den melding har gjort lærerne vrede – så vrede, at de trods både arbejdsgivers og fagforenings pålæg om at genoptage arbejdet, har fortsat deres møder.
Vrede lærere i Ballerup
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.