For få dage siden blev et forældrepar idømt ni måneders fængsel for at have taget en skoleinspektør som gidsel og nikket hende en skalle. Skoleinspektøren havde sendt parrets datter hjem, fordi datteren mødte op med en næsering.
En anden skoleinspektør blev slået otte gange i ansigtet af en vred mor, der ikke ville finde sig i, at hendes otte-årig datter var sendt hjem, fordi datteren havde holdt en kniv mod struben på en klassekammerat.
Dobbelt så mange lærere og skoleinspektører blev sidste år overfaldet i forhold til tidligere år.
Skoleinspektørernes leder, David Hart, kræver, at der øjeblikkeligt bliver grebet ind over for den stigende vold på landets skoler.
"Det er fuldstændig uacceptabelt, at offentligt ansatte skal være særligt udsat for overfald og trusler, sagde David Hart på skoleinspektørernes årlige kongres i Harrogate.
Skoleinspektørerne kræver, at de skal kunne ekskludere børn af voldelige forældre.
"I øjeblikket er situationen meget uklar, og vi ønsker ikke at bruge titusinde af kroner i retten, hver gang et barn bliver ekskluderet under disse omstændigheder," fastslog de britiske skoleinspektørers formand.
Men det er ikke kun forældres vold, der koster de britiske skoler dyrt. Påsatte brande koster årligt britiske skoler £ 65 mill. om året (800 mill.kr.). Et tilsvarende beløb går til reparationer efter vandalisme, oplyser Zurich Municipal, der er det forsikringsselskab, der forsikrer flest skoler i Storbritannien.
Hver dag bliver i gennemsnit tre britiske skoler udsat for pyromanbrande. Oftest står skolernes egne teenage-elever bag.
Britiske skoler bruger hvert år en mindre formue på reparationer og høje forsikringspræmier. Penge, der ellers kunne gå til bøger og mere personale.
Voldelige forældre et problem i britiske skoler
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.