Denne mappe er komplet uanvendelig i folkeskolesammenhæng, men den er fremragende som afskrækkende eksempel på, hvordan man fremstiller indoktrinerende, reaktionært, medieforskrækket missionspop.
Kristelig Lytter- og Fjernseerforening (KLF) har igangsat en kampagne med det formål, at vold først må vises i tv efter klokken 21.00, at få tydeliggjort aldersgrænser for film på tv og at få nedsat et voldsskildringsråd.
KLF antager, at vold på skærmen skaber vold i samfundet. Kampagnematerialet er derfor sammensat, så det med statistikker og ekspertudtalelser underbygger den antagelse, og der vises ingen alternative læsninger af statistikkerne. Litteraturen og referencerne er især norske og amerikanske, ligesom kampagnen er en norsk ditto bearbejdet til danske forhold. Alle kneb gælder, så den almindelige kildekritik er sat ud af spillet, for eksempel strejfer det ikke den danske bearbejder, at amerikanske forhold måske ikke er velegnede som sammenligning. Et så voldeligt samfund som det amerikanske, hvor staten dræber og nu oven i købet skærper dødsstraffen, samtidig med at folk stadigvæk kan købe håndvåben frit, er jo ikke sammenligneligt med Norge og Danmark. Alle de valgte tekstuddrag er tendentiøse og skal bringe deltagerne i for eksempel et forældremøde frem til den af KLF ønskede konklusion.
Materialet er ringere end formiddagsbladenes opskræmte artikler, som indimellem skaffer kriminologer og rigspoliti fem minutter i tv, hvor de som regel får lidt proportion i debatten.
Vold i samfundet - vold på skærmen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.