Voksenuddannelse - folkeoplysning - demokrati

De traditionelle undervisnings- og uddannelsesmæssige forestillinger udfordres i tiden. Kompetenceudvikling, Livslang læring og Den lærende organisation er 'nye' begreber, som bruges bredt, og som enten kan have rødder i en demokratisk dannelsestradition eller være forankret i moderniseringsbestræbelser med management og effektivitet som nøglebegreber - eller udtrykke forsøget på at rumme både tradition og fornyelse, dannelse og kvalificering.

Voksenuddannelse, folkeoplysning og demokrati er titlen på et fireårigt forskningsprojekt med det overordnede formål at undersøge relationerne mellem voksenuddannelse, folkeoplysning og demokrati i lyset af de forandringsprocesser, der præger det danske velfærdssamfund, som det hedder i de tre antologiers enslydende forord. Projektet er gennemført i et samarbejde mellem Danmarks Pædagogiske Universitet og Syddansk Universitet og har været støttet af forskningsrådene. (Der er en fjerde antologi i serien: 'Idræt, krop og demokrati', redigeret af Ove Korsgaard med flere).

Der er meget stof i de tilsammen 37 artikler eller knap 800 sider. Jeg vil med denne anmeldelse dels forsøge kort at beskrive og diskutere antologierne hver for sig, dels argumentere for, hvordan jeg mener folkeskolens lærere og de lærerstuderende kan have nytte og glæde af dem som en helhed.

De tre antologier har forskelligt fokus.

'Poetisk demokrati' kan først og fremmest læses som en aktuel fremstilling af og reflekteret besindelse på inspirationen fra filosoffer og andre tænkere, især danske og europæiske, der har præget og udfordret den danske folkeoplysningstradition og dens demokratiske dannelsesprojekt. Folkeskolen er - i overensstemmelse med gængs sprogbrug - ikke nævnt som instans i folkeoplysningen, og der er ingen overvejelser over dens betydning i det demokratiske dannelsesprojekt. Det er ærgerligt.

Grundtvig, Høffding, Hal Koch og Jørgen Bukdal fremhæves som lokale ankermænd, Durkheim, Habermas, Foucault, Derrida og Hannah Arendt repræsenterer den europæiske inspiration og kritiske udfordring - aktuelt og historisk - og endelig får nogle af amerikanerne deres bidrag anerkendt, nemlig Dewey, Bruner og Rorty. Folkeskolelærere og lærerstuderende vil kunne genkende en del af disse tænkere som nogle, der helt eksplicit inspirerer aktuelle forståelser af demokrati og demokratisk dannelse i folkeskolen.

'Demokrati og livslang læring' rummer en række artikler, der på forskellig måde søger at definere og konkretisere begrebet om livslang læring og demokrati i forbindelse med sådanne livslange læreprocesser.

I indledningen fremhæver Lotte Rahbek Schou udfordringerne til pædagogikken. 'I den moderne voksenpædagogiske debat må det vigtige begreb om 'livslang læring' sættes i stedet (i stedet for pædagogiske teknikker og metoder, anmelderens bemærkning) som det væsentlige begreb, det er i krydsfeltet mellem teknokratisk økonomitænkning, postmodernistisk relativisme og normativ etik'. Og det handler artiklerne i antologien om. De retter sig helt overvejende enten mod uddannelsessektoren i bred almindelighed, mod det videregående uddannelsessystem eller mod folkeoplysningen.

'Voksenuddannelse under forandring'. Om denne samling skriver Jørgen Gleerup i indledningen, at de skal bidrage til afklaring af en ny platform for det voksen- og folkeoplysende arbejde. Der sættes i de forskellige artikler fokus på de ændringer, der har karakteriseret det centrale forvaltningsmæssige niveau og dets samspil med institutionerne, og et historisk rids af udviklingenaf folkeoplysningsområdet. Diskussionerne konkretiseres i forhold til en række folkeoplysnings- og voksenuddannelsesinstitutioner, for eksempel oplysningsforbundene, højskolerne, AMU-systemet og VUC.

Den korte præsentation skal signalere, at antologierne kan have interesse også for folkeskolen og dens lærere i forhold til en række udfordringer. De bidrager til en kvalificering af demokratibegrebet, til en skærpelse af forståelsen for aktuelle udfordringer til skolens demokratiske dannelsesprojekt og til øget viden om de aktuelle uddannelsespolitiske tendenser og deres forankring i New Public Management, globaliseringen og evalueringsbølgen. Det store spørgsmål er, hvornår lærerne skal få tid til at læse og bearbejde dem.