Vis mig din mundvig

For at styrke tosprogede elever har Københavns Kommune bevilget udvalgte folkeskoler ekstratimer til lektiehjælp. Hillerødgade Skole på Nørrebro har en tosprogsprocent på 88 og fem ugentlige ekstratimer at gøre godt med.

Det kan være besværligt at holde lektiecafé i et klasselokale: låse op, låse i og sende eleverne ud efter præcis én lektion. Derfor søgte skolen om tilladelse til at lægge ekstratimerne i forlængelse af bibliotekets åbningstid. Nu er arbejdsgangen smidig: Børnene kan komme, før lektiehjælpstimen officielt begynder, og de behøver ikke at gå, før de er færdige. I lektiecaféens åbningstid foregår der kun lektielæsning og boglån i biblioteket.

Forstå, hvad man selv siger

Bibliotekar og dansklærer Anne-Grete Lorenzen er en af skolens garvede lærere. Hun bestyrer fire af lektiecaféens fem timer og fører regnskab med fremmødet.

'I tirsdags var vi tyve, og det er lige lovlig mange at holde samling på', smiler hun. 'Men der plejer at komme en halv snes stykker'.

Klokken er 13.45, det er mandag eftermiddag i biblioteket. Tre piger fra 6. klasse hvisker ved et bord i hjørnet. Otte elever fra 4. klasse sætter sig hjemmevant ved langbordet. Anne-Grete Lorenzen slutter sig til dem og tager fat på sit indarbejdede program. Hun øver højtlæsning med 4.-klasse-eleverne, først senere går de i gang med deres lektier hver for sig. Der er arbejdsro, og der bliver kun talt dansk.

Hver elev læser et afsnit, mens de andre omkring langbordet følger med.

'Tur. . . tur. . . turkis?' læser tiårige Suheir. 'Hvad er det?'

'Turkis, det er en grønblå farve', og Anne-Grete indleder en lille samtale om farver, inden Suheir læser videre.

En dreng snubler over en sætning om at 'have et smil i mundvigen', og Anne-Grete Lorenzen siger: 'Vis mig lige din mundvig?' Lille pause, og hånden peger tøvende mod munden.

Ofte kan børnene læse ord uden at være klar over, hvad de betyder. Anne-Grete Lorenzen sikrer sig derfor, at de forstår, hvad de selv siger: 'Det går hele tiden ud på at give dem flere ord og træne den rigtige udtale'.

Tiårige Rashid er blandt en gruppe drenge på vej ud ad døren. Hvor tit kommer han i caféen, spøger jeg. En vippende håndbevægelse viser, at svaret skal forstås 'sådan cirka':

'En-to gange om ugen. Mest når vi har mange lektier for. Vi har flest lektier for i dansk'.

Hvor lang tid bruger du så på lektierne? De omkringstående kammerater griner.

'En halv time', svarer han og lægger hovedet på skrå.

Jeg spørger, om han også går i Mjølnerparkens lektiecafé.

'Jeg har ikke tid', svarer han. 'Jeg skal til karate, boksning og spille computerspil hjemme hos ham dér'.

Og så er hele flokken ude ad døren.

Det er frivilligt for skolens elever, om de vil bruge lektiecaféen.

'Men', siger Anne-Grete Lorenzen, 'nogle børn er under mildt pres, for vi har aftalt med deres forældre, at de skal komme her fast. Ikke alle elever har et sted at læse lektier derhjemme. Nu kan de møde om morgenen med god samvittighed og slippe af med det store lektieefterslæb'.