En bankdirektør kan godt sidde og drømme om det grønne græs uden for talkolonnerne. Og en dag tog Kenneth Grahame sin høje hat og gik. Hjem til familien, hvor han gav sig til at fortælle smukke, poetiske og nogenlunde moralske historier for sin søn. Om floden og det forunderlige dyreliv langs dens bredder. Om venskab og andre menneskelige værdier. Som godt nok gang på gang sættes på hårde prøver af den lavere landadel, personificeret – om man tør bruge det udtryk – af Tudse med det store ego, som kombinerer sine mange penge med en enestående mangel på almindelig dømmekraft. Det kræver sin grævling at holde hans nyeste griller inden for det nogenlunde acceptable, der for vandrotten og muldvarpen afgrænses af løsslupne aktiviteter som skovture og roning på floden.
I denne smukke udgivelse kanoniseres E.H. Shepard som flodtegneren par excellence. Mange andre har forsøgt sig, men det er hans tolkning af miljøet, der er blevet stående. Enestående, faktisk. Dyrene skifter ubesværet størrelse, alt efter om de skal passe ind i deres underjordiske huler eller i menneskeskabte biler, tog, flodpramme – eller Tudses hus, som herregården kaldes med en herlig engelsk underdrivelse.
Man mangler faktisk bare den vidunderlige musik fra tv-serien og en øreklapstol. Så kan Grævling og de andre godt indtage deres plads som livsvisdommens kilde. Med en ny generation af tilhørere.
Vinden i piletræerne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.