SF's formand Villy Søvndal og uddannelsesordfører Thomas Krog har sendt en hilsen til de lærere, der i dag marcherer til stormøder fem steder i Danmark i protest mod folkeskoleforliget:
"Vi har med stor glæde noteret os jeres flotte initiativ i dag. Den danske folkeskole er i disse tider under et helt urimeligt hårdt pres", skriver de.
"Folkeskolen, lærerne og eleverne har været udsat for en del bekymrende forlig i de seneste år. Dette seneste forlig, som regeringen indgik med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er kronen på værket".
"Den nye formålsparagraf slår fast, at formålet med folkeskolens undervisning er at give eleverne kundskaber og færdigheder samt, at eleverne skal forberedes til videre uddannelse. Tankpasserpædagogikken er tilbage. Læreren er reduceret til en automat, hvor eleverne kan få kundskaber og dermed dannelse til et langt liv som arbejdskraft. Læring er ikke længere en social proces, hvor læreren skal skabe rammerne for, at eleverne kan tilegne sig kundskaber, færdigheder og gennemgå en dannelsesproces til hele mennesker. Skolen er blevet en del af børnenes specialisering til arbejdsmarkedet. Det er et markant opgør med dansk skolepolitisk såvel som pædagogisk tradition. SF vender sig imod denne tendens – folkeskolen skal ruste eleverne til hele livet – ikke bare til arbejdslivet. Læreren skal ikke være en automat men en leder og vejleder, der skaber rum for eleverne alsidige personlige dannelse".
Det kan godt være, at Bertel Haarder har lyttet til kritikken, skriver Villy Søvndal:
"Men det har ikke fået konsekvenser i forhold til forligstekstens indhold. Det eneste, der er sket, er en præcisering af lovforslagets oprindelige hensigt. Derfor er der fortsat hårdt brug for, at vi står sammen om at skabe en skole for fremtiden og fællesskabet".
Villy Søvndal: Godt gået, lærere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.