Jeg må hellere indrømme, at jeg i fjorten år har haft et overfølsomt forhold til navnet Steffen Larsen. Manden selv kender jeg ikke. I årevis har han skrevet livligt og vedholdende om børnelitteratur i dagbladet (Det Fri) Aktuelt og i tidsskriftet Børn og Bøger.
I 1982 udråbte han Dennis Jürgensens geniale debutroman 'Kærlighed ved første hik' til plagiat. I debattens hede trak han sig uden videre ud af balladen og overlod valpladsen til andre. Desværre følte han sig ikke foranlediget til offentligt at aflevere en undskyldning til Dennis Jürgensen.
Hos denne anmelder blev en Steffen Larsen-replik i Aktuelt (18.1.82) hængende: 'Når man læser flere hundrede børnebøger på en sæson, kan det være svært at huske tre-fire år tilbage'.
Jeg gider ikke tælle op, hvor mange børnebøger der kan være blæst gennem hans hoved siden 82. Men i den foreliggende begejstringsbog med portrætter af 21 danske børne- og ungdomsforfattere har han glemt alt om sit overfald på Jürgensen.
I dag er Dennis Jürgensen efter Larsens mening den ene af de tre store i dansk børne- og ungdomslitteratur. Sammen med Haller og Reuter. Foran Gerd Rindel og Bent Rasmussen og alle de andre. Måske er det Larsens måde at sige undskyld på.
Retfærdigvis må jeg notere, at Steffen Larsen alligevel vinder ved et nærmere gennemsyn af denne bog. Han skriver sig kærligt, personligt og entusiastisk ind på sine udvalgte forfattere, og vore elever vil fra 8. klasse selv kunne læse hans letløbende introduktioner til væsentlige forfatterskaber.
Alene det er en sjælden bedrift.
Vilde veje
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.