Bogen er beregnet til undervisningen i 5.-6. klasse og handler primært om, hvordan elever kan aktiveres ved iagttagelse af smådyr i naturen og eventuelt ved at holde dem i klassen, sekundært om det at færdes i naturen og menneskers forhold til dyr. Serietitlen er 'Naturlig viis' - den fatter jeg ikke meningen med, men det skyldes naturligvis, at jeg ikke er klog nok. Jeg har slået viis op i min retskrivningsordbog, men det står der kun, hvis jeg går tilbage til 1955-retskrivningen. Til gengæld står der noget om, at der ikke anvendes dobbeltvokal i dansk, så serietitlen er altså ulovlig i henhold til de nye retskrivningsbestemmelser. Også på andre punkter har man været sprogligt kreative. Billers ene vingepar, sædvanligvis kaldet dækvinger, beskrives sådan: '. . . skalvinger, der dækker over selv(e) flyvevingerne'. En faldgrube/fælde fremstillet af et syltetøjsglas betegnes snublefælde. Heller ikke en funktionel betegnelse, da snuble er noget, man gør, når man er lige ved at falde.
Nå, men det er en meget rigt og flot illustreret bog, hvor der lægges op til snak og arbejde med emner om regnorme, edderkopper, myrer, biller, sommerfugle, mus, undulater og hamstere. Dyrene er udvalgt, fordi de giver mere eller mindre gode muligheder for at holde og iagttage dem i klassen. Det er en broget sammenstilling af farvefotos, humoristiske tegninger, instruktive ditto, beskrivende tekst, enkelte spørgsmål at tænke over, oplæg til aktiviteter og kuriøse fakta. På et helt opslag med store fotos beskrives fire eksempler på fredede danske dyr: Stålorm, perlemorrandøje og eghjort. Fjerde eksempel er halsbåndmus! Det er kuriøst, men ikke faktum, og mange husejere, som døjer med invaderende halsbåndmus, vil vide, at denne museart ikke har behov for fredning. Ganske vist er der ikke jagttid for mus, men bortset fra de sjældne arter må de 'reguleres' og altså fanges og slås ihjel.
Lærerens håndbog, som vel at mærke er ment som et 'personligt værktøj for læreren', indeholder noget om fagets generelle didaktik og metodik, intentionerne med elevbogens opslag, baggrundsviden og forslag til supplerende aktiviteter samt - ikke mindst - en masse 'aktivitetsark' af højst vekslende relevans og anvendelighed - kopimaskinebranchen burde være medsponsor. Således tangerer forlaget næsten sin gamle rekord, som var et tomt kopiark - nu har man dog forsynet det med linjer til at skrive på.
Men ellers et materiale med mange gode, om end ikke nye, ideer og intentioner.
Vilde dyr i klassen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.