Kursus- og uddannelsesstedet StruerSkolen har fået grønt lys til et projekt, der i løbet af tre år skal finde metoder til behandling af madmisbrug hos svært overvægtige.
- Vi møder flere og flere, som ikke kan styre deres forbrug af mad, selvom de deltager i traditionelle slanke- og livsstilkurser. Det er for at hjælpe disse mennesker, at vi vil forske i udvikling af nye tiltag, siger kursusleder Birgitte Hansen, StruerSkolen.
Psykolog Per Nielsen, Behandlingsstedet Ringgården i Middelfart, er konsulent på projektet.
Han har stor erfaring med behandling af alkoholisme og ludomani og forventer at der er en række behandlingsmæssige lighedspunkter mellem disse former for misbrug og overvægtiges spiseforstyrrelser.
- Der er grund til at tro, at man i forebyggelsen af tilbagefald vil kunne arbejde med de samme metoder indenfor for de tre områder, men der er selvfølgelig forskel på om man er ludoman eller misbruger af mad, så man kan ikke bare overføre metoderne fra det ene område til det andet, siger han.
Der kan være mange årsager til spiseforstyrrelser. Derfor er der behov for en grundig afdækning af, hvordan de behandles.
- Målet er at sætte en ny dagsorden på området, så der er bedre hjælp inden for rækkevidde, uanset hvorfor man misbruger mad, siger Birgitte Hansen.
Sygekassernes Helsefond har bevilget 300.000 kr. til et forprojekt. Hele projektet
"Udvikling af metoder til behandling af madmisbrug hos mennesker med svær overvægt"" ventes at koste 7,4 mio. kr.
Vil forske i spiseforstyrrelser
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.