Socialdemokraterne gik i 2005 med på regeringens ønske om frit valg af folkeskole på tværs af kommunegrænserne på betingelse af en såkaldt solnedgangsklausul, som betyder, at hvis det frie valg går ud over integrationen og arbejdet for at bryde den negative sociale arv, så kunne man vende tilbage til de tidligere regler. Men reglerne havde kun været gældende i halvandet år, da de blev evalueret i maj sidste år, og Socialdemokraterne mener simpelthen ikke, det er muligt på nuværende tidspunkt at vurdere, om reglerne har haft skadelige effekter.
"Vi har foreslået, at vi forlænger reglerne i tre år, men vi holder fast i solnedgangsklausulen", understreger Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini.
"Vi har det udgangspunkt, at hvis det frie skolevalg er med til at forstærke opsplitningen i samfundet, så vil vi, hvadenten det bliver nu eller om tre år, tage en åben diskussion om det."
Danmarks Lærerforening er uenig. Formand anders Bondo Christensen skriver i sit høringssvar, at man på baggrund af den korte periode med kan se, at det frie skolevalg medvirker til en øget polarisering skolerne imellem, idet der er en tendens til, at de socialt udsatte elever bliver centreret på bestemte skoler.
Mere 'skolezapning'
Det ene element i loven fra 2005 var, at det blev muligt at vælge en skole uden for bopælskommunen I mellemtiden er kommunerne blevet større, og den betydning, det kan forventes at have for skoledistrikter og skoleskift ind over kommunegrænserne, vil Socialdemokraterne gerne have med i evalueringen. Det andet element var, at skolelederne ikke længere kunne sige nej til en ny elev af pædagogiske grunde. I dag kan skolerne kun sige nej til en elev, hvis skolen ikke har plads til flere elever i den pågældende klasse. Selvom evalueringen kun viste begrænsede konsekvenser af lovændringen, fremgår det, at der ses en svagt øget tendes til såkaldt skolezapning, hvor forældre lader deres barn skifte skole mange gange på kort tid.
"Derfor tager vi med i den kommende evaluering, om der er en særlig problemstilling med skolezapning", siger Christine Antorini.
Danmarks Lærerforening foreslår i sit høringssvar, at man igen giver skolelederne mulighed for at afvise elever, hvis der er pædagogiske grunde, der taler for det, hvis man lader loven løbe videre frem til 2011.
Vil forlænge det frie skolevalg
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.