Vor tilværelse, kulturen og samfundet, er præget og dybt afhængigt af naturvidenskabelig tænkning, metode og udvikling og af en blomstrende teknologi. Flokkes de studerende derfor om disse fag? Som bekendt er svaret nej - tværtimod.
Seks naturvidenskabelige forskere har sammen med et dristigt forlag og med fondsmidler i ryggen forsøgt at råde bod på dette ved i det mindste at gøre eleverne opmærksomme på, hvad naturvidenskab drejer sig om, hvordan man arbejder videnskabeligt, og hvad der kommer ud af det. Ved at henvende sig til elever i folkeskolen kunne man på længere sigt have det håb, at flere ville søge de naturvidenskabelige og tekniske fag.
Når folk uden for folkeskoleverdenen således ikke nøjes med kritik, men leverer kvalificerede forslag til udvikling og forbedring, skal der naturligvis lyttes opmærksomt.
'Videnskabet' handler måske mest om fysik/kemi, men kan bedst betegnes som bredt naturvidenskabeligt, idet der ikke gøres så meget ud af, om det nu er biologi, geografi, fysik eller kemi, der arbejdes med.
Som det fremgår af titellisten, er det et omfattende materiale, hvis hovedingredienser er seks temahæfter og 'Videnskabets virtuelle univers' bestående af en cd-rom og en hjemmeside.
Temahæfterne viser både systemets styrke og svaghed. Forfatternes engagement er åbenlyst og smittende. Deres emner er ofte indlejret i mere eller mindre fiktive historier eller beretninger om videnskabsmanden på arbejde, og nogle af forfatterne viser sig at være gode historiefortællere. Det rent faglige, som pudsigt nok ikke er helt uden fejl, findes i faktabokse.
Men både det faglige stof og sprogligt er sværhedsgraden for høj i de fleste hæfter, så kun en mindre del af eleverne vil kunne læse dem med fuldt udbytte. Det bliver ikke bedre af, at grafikken er smart på læselighedens bekostning, og at teksten kan være afbrudt af faktabokse på op til fire sider. Positivt kan man mene, at der er en god udfordring til de dygtige elever i 7.-10. klasse.
Herefter følger en kort omtale af de seks temahæfter:
Skabt af stjernestøv
Mens de andre hæfter holder sig til et begrænset emne, breder dette sig ud over astronomien i lighed med traditionelle astronomibøger. Vi hører om stjernerne og deres udvikling, tåger, galakser og sorte huller, om plasma og fusionsprocesser. Lyset er en forudsætning for astronomi og får en grundig omtale, der omfatter Ole Rømer og lysets hastighed, det elektromagnetiske spektrum og sammenhængen mellem stjernernes farve og temperatur.
Den gennemgående tekst kan læses, hvis en række fysiske begreber er kendt, men faktablokke om strålingstryk og Einsteins relativitetsteori er skudt over målet i folkeskolesammenhæng. Einsteins postulater bliver jo først interessante for eleverne, når konsekvenserne fremgår, og dertil når de slet ikke.
Naturens magiske kemi
Forfatteren trækker en linje direkte fra alkymisternes til sit eget arbejde med kemiske forbindelser. I første del af bogen hænges emner som guldfremstilling og ølbrygning op på en fiktiv historie om en landsbyalkymist, som må eksperimentere i sin kælder om natten for ikke at blive opdaget og dømt.
Til daglig arbejder forfatteren i laboratoriet med stivelse, som viser sig at have mange andre anvendelsesmuligheder end som næringsmiddel. Så naturligvis er enzymernes funktion ved stivelsesdannelse et studium værd, men formentlig for vanskelig at forstå for hovedparten af folkeskolens elever.
Tunguska-mysteriet
Hvad var det, som for næsten hundrede år siden eksploderede otte kilometer over den sibiriske ødemark, og som udløste en energi som 650 hiroshimabomber?
I hæftet beskrives det, hvorledes videnskabelige ekspeditioner har udført fysiske undersøgelser, lyttet til øjenvidneskildringer og fremsat teorier uden at kunne give et sikkert svar.
Faktaboksene handler for eksempel om jordskælv og forskellige legemer i solsystemet.
Det er lykkedes at få beskrivelsen af et opsigtsvækkende naturfænomen, en god forskningshistorie og en passende mængde fagligt stof til at gå op i en højere helhed.
Naturvidenskaben giver mange svar, men det lykkes ikke altid. Det er prisværdigt at vælge et eksempel på dette.
E = G x M x C 2 - formlen for evig ungdom
Ligningen siger, at evig ungdom er lig med gener gange miljø gange tilfældighed i anden.
Den strenge formel er lidt søgt og ikke helt i overensstemmelse med det vidtskuende og interessante indhold om Buddha, aldring, succesfuld forskning, de onde medicinalfirmaer, antirynkecremer og legender og historier, som den indiskfødte forfatter ellers har at fortælle.
Aldring er måske ikke det mest interessante emne for en teenager, men set i disse mange sammenhænge vil det måske fænge.
Oxygen og frie radikaler og cellens forsvarsmolekyler er eksempler på faktaboksenes indhold, hvilket endnu en gang antyder en høj sværhedsgrad.
Rejsen til tidernes morgen
Historien om klodens alder og udvikling er interessant for enhver jordbo. En stump af historien kan skrives med baggrund i fundet af verdens ældste aflejringer på Grønland. Med deres alder på 3.800 millioner år har de helt forrykket opfattelsen af tidspunktet for havenes dannelse.
Faktaboksene handler for eksempel om pladetektonik og mineraler.
Forskeren i felten på Grønland, eksperimenterende i sit laboratorium, ventende på resultater. Det er ikke umuligt, at nogle af de kvikke elever kan fascineres af emnet og den engagerede forskers beretning.
I orkanens øje
Skildringen af et uhyggeligt naturfænomen, orkanen den tredje december 1999, løber som en rød tråd gennem dette hæfte.
Med en fælles erindring om en brølende susen, uhyggelige advarsler i radioen og lyset, der gik ud, har forfatteren det bedst tænkelige udgangspunkt for sin beretning om, hvordan han som meteorolog oplevede, beskrev og begrundede det ekstreme vejr.
De faglige indslag er på et niveau, som de fleste elever kan klare. De handler for eksempel om Meteorologisk Institut, skytyper og tropiske orkaner.
Umiddelbart vil dette hæfte være lettest at gå til, måske kan elever allerede i 7. klasse have udbytte af at læse det og arbejde med det.
Lærervejledningerne til temahæfterne og tilhørende øvelser starter alle med et lille afsnit om idé og perspektiv, hvor flere af forfatterne demonstrerer et udsyn langt ud over en snæver faglig ramme.
Hovedindholdet i vejledningerne er bred, faglig uddybning af temaer og øvelser. Men også praktiske informationer som materialelister, besøgssteder og links findes her.
Fælles lærervejledning
Den fælles lærervejledning kommer ind på hensigten med det hele. Målene ligger tæt op ad faghæftets mål og centrale kundskabs- og færdighedsområder, men med særlig opmærksomhed på det videnskabelige, som følgende citat afslører: Vi ønsker med 'Videnskabet' at være med til at gøre moderne naturvidenskabelig forskning relevant og nærværende og samtidig vække elevernes interesse for at deltage i debatter om den fremtidige forskning og nye teknologiers anvendelse i samfundet.
Både de didaktiske og de faglige kommentarer er af passende omfang og kommer ind på emner som elevdifferentiering, tværfaglighed og projektopgaven og på faglig baggrund og anvendelse af de mange animationer og modeller.
Endelig indeholder hæftet en uundværlig plan over det store, uoverskuelige virtuelle univers. Med den ved hånden sikrer læreren sig at komme ud i alle hjørner.
Videnskabets virtuelle univers
En underlig, hemmelighedsfuld verden afsløres, når irisblænden åbner sig, og vi stiger ind i det virtuelle univers. Metalskilte og -tavler drejes rund og hejses op og ned med tilbud om spændende temaer, og vi tager retning mod et skummelt landskab, der pirrer vores eventyrlyst og opdagelsestrang og fører os til et utal af animationer og interaktive modeller om det på jorden, i rummet, i vort eget indre.
Eller mere nøgternt. For hvert af systemets seks temaer findes en kort introduktion læst af det tilsvarende temahæftes forfatter. I tilknytning hertil henvises til faglige elementer i det virtuelle univers, som det kan være relevant at arbejde med. Det kan dreje sig om øvelser, animationer, leksikonopslag og links til Meteorologisk Institut. Et eksempel på en animation er en komets passage omkring solen, og en interaktiv model kan være et Europakort, hvor eleven kan flytte rundt med et lavtryk og et højtryk og få vist det resulterende vejr i Danmark. Der findes 22 animationer og ni interaktive modeller.
Knoklekassen er, hvad jeg vil kalde en halvautomatisk personlig arbejdsbog. Her kan eleven fra gang til gang følge sit spor rundt i det virtuelle univers og planlægge, i hvilken retning udforskningen skal fortsætte. Hvis arbejdet skal ende med en fremlæggelse, gives der råd om diverse formidlingsformer og deres egnethed til illustration af forskellige arter af resultater.
For hvert tema er der omkring ti øvelsesvejledninger til elev- og lærerforsøg, som kan udskrives.
Med henvisning til mål om kreativitet og udforskning er øvelserne skuffende, stort set styrende, gammelkendte og ikke altid i klar sammenhæng med temaerne.
Der advares ikke tilstrækkeligt om den risiko, der er forbundet med nogle af forsøgene.
Idérigdommen er stor, og hver gang man går ind i dette univers, opdager man nye muligheder og detaljer. Men det fylder og stiller krav til computeren, blandt andet 32 megabyte fri ram, 233 megahertz og stereolyd.
'Videnskabet' er et helstøbt og utraditionelt undervisningsmateriale, som især egner sig som supplerende materiale til interesserede og dygtige elever. Om det bliver epokegørende, må fremtiden vise. I det mindste kan man håbe, at det bliver den gnist, der skal til for at få andre lærebogsforfattere til at tænke nyt og bryde ud af den form, som flere tilsyneladende er ved at stivne i.
Videnskabet
Cd-rom og onlineadgang
Skolelicens 1.562,50 kroner til 3.750,00,
afhængigt af elevtal
Elevlicens 390,63 kroner til 937,50 kroner,
afhængigt af elevtal
Temahæfter:
Skabt af stjernestøv
Af Anja C. Andersen
Naturens magiske kemi
Af Iben Damager
Tunguska-mysteriet
Af Kåre Lund Rasmussen
Formlen for evig ungdom
Af Suresh Rattan
Rejsen til tidernes morgen
Af Minik Rosing
I orkanens øje
Af Jesper Theilgaard
Alle hæfter er på 45 sider og koster 102,50 kroner per styk
Til hvert hæfte er der udgivet en lærervejledning på 16 sider til 100 kroner per styk
Fælles lærervejledning
Af Karen Biering, Lone Bruun, Carsten Claussen, Alan Proschowsky og Charlotte Schuldt
44 sider i ringbind, 387,50 kroner
Malling Beck
Videnskabet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.