Viborg har fået den tvivlsomme ære at være forsøgskanin i et pilotprojekt, der som mål har at afprøve multimediets muligheder inden for fremstilling af informations- og undervisningsmateriale.
Indholdet belyser gennem fotos, filmstrimler, grafik og speakertekst forhold som natur og landskab, historie, administrativ inddeling, erhverv og uddannelse i Viborg Kommune.
I Undervisningsministeriets følgebrev gøres opmærksom på, at programmet ikke giver sig ud for at være udtømmende, hverken i teknisk eller indholdsmæssig forstand. Og det er det bestemt heller ikke. Derimod er det tanken, at programmet kan udfyldes med data fra en hvilken som helst anden kommune i Danmark.
Indholdet domineres af fotos og tilhørende tekster, i alt 482 lydfiler, der ikke ses på skærmen, men udelukkende oplæses af en speaker. Hørehæmmede har således ikke store chancer for at følge med. Lyden kan ikke afbrydes eller vælges fra - og fortsætter forstyrrende ind i næste valgt billede.
Inden for programmets enkelte sekvenser er der heller ikke mulighed for at hoppe videre, men tålmodigt må man høre og se historien til ende. Videofilerne - i særdeles dårlig gengivelse - er vanskelige at finde frem til. Og i de fleste tilfælde har jeg skullet åbne filen separat. Alt i alt er det så som så med interaktiviteten i dette program - og som det fremtræder i sin nuværende form, vil Viborg Kommune efter min mening være bedre tjent med at blive introduceret via en traditionel bog.
Programmet burde i sin pilotfase kun være tilsendt en lukket, kritisk kreds til kommentering. For i en tid, hvor landets undervisningsinstitutioner ruster sig til sektornettet, skulle denne cd-rom nødigt komme til at stå som skoleeksempel på mediets muligheder. Derimod er ideen med at lægge landets kommuner ind på et lettilgængeligt multimedie naturligvis god og nyttig i undervisningssammenhænge.
Viborg
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.