Formanden var temmelig kontant i sin udmelding:
- Vi kan godt skrive noget om sagen i overenskomstoplægget. Vi kan lege , at vi gør noget ved det. Men det afgørende må vel være, hvad vi får ud af det? Resultater får man ikke ved bare at skrive en kongresvedtagelse af. Vi må lægge en strategi og en taktik, som har til formål at bevæge sagen i den rigtige retning og i sidste ende at få opfyldt vores mål.
Anni Herforts belæring på hovedstyrelsens møde i sidste uge rettede sig mod Bo Rønne, som havde insisteret på, at der kom noget om afvikling af stedtillæggene ind både i et strategipapir til arbejdet i lønformudvalget og i oplægget til de følgende dages overenskomstkonference for kredsformænd.
- Det er despekt for kongressen, at der ikke er noget med om stedtillæg. Det er en ny syltekrukke det her, sagde Bo Rønne. Og holdt fast.
Strategipapiret til lønformudvalget blev vedtaget med 19 stemmer for. Fire stemte imod, og uenigheden gjaldt her først og fremmest decentral løn. Da Bo Rønnes forslag om en tilføjelse til overenskomstoplægget var blevet stemt ned, kunne alle slutte op om udspillet til kredsformændene.
Formanden skal kunne melde klart ud i medierne, så både medlemmer og offentlighed véd, hvor man har lærerforeningen. Også det var der enighed om i hovedstyrelsen.
Anders Bondo Christensen gik endnu videre:
- Anni Herfort må kunne melde både bastant og firkantet ud, også selv om hun derved kommer til at bevæge sig ud over, hvad der står i kongresvedtagelser og lignende. I medierne er der brug for klare meldinger, de er ikke interesseret i den slags detaljer, som vi sidder med her i hovedstyrelsen, sagde han.
Den holdning var der bred opbakning til, og Jan Trojaborg understregede, at det også gjaldt om at undgå fornærmethed.
- Det er i orden at vise vrede i medierne, hvis der er grund til det. Men man må for alt i verden ikke være fornærmet. Og så må vi være indstillet på også at indrømme fejl, hvis vi mener, at foreningen eller medlemmer er skyld i problemer. Alt andet er utroværdigt, sagde han.
Hovedstyrelsen havde på sit møde i marts besluttet at undersøge, hvordan foreningen bedst muligt kan bruge medierne til at fortælle forældre, politikere og offentlighed om sammenhængen mellem lærerarbejde, kvalitet i undervisningen og løn. På aprilmødet blev det besluttet at arbejde videre med projektet. -th
Vi leger ikke
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.