I forordet står, at hensigten med bogen er: 'at videreudvikle det skabende element i `A kom po no', der udkom 1991, ved at præsentere ideer til udvikling af børnenes musikalitet og musikfaglige færdigheder, der indeholder rammer med plads til improvisation, imitation og komposition'. En målsætning, bogen lever op til. Her er nemlig en bog med en masse gode idéer til musikundervisningen i 1.-4. klasse. I alt 32 numre med forslag til forskellige aktiviteter. Et centralt arbejdsredskab er rytmeboksen, som er kendt fra andre musikmaterialer. Bogen lægger op til elevernes aktive medvirken og deres oplevelse af at være en del af et fællesskab. Endvidere tilgodeser materialet børns behov for at blive både set, hørt og anerkendt.
Inger Ubbesen er en varm fortaler for Howard Gardners teori om de mange intelligenser og for, at vi som lærere medtænker de mange intelligenser i vores undervisningsforløb. Ud fra denne teori mener Inger Ubbesen, at det er vigtigt at medtænke andre fagområder og udtryksformer i musikundervisningen - og ligeledes medtænke musikken i andre fag. I 'Vi kom po no' er et eksempel på, hvordan man kan lære tabeller ved at bruge en aktivitet som tabelrap med tilhørende rytme. Et rigtigt sjovt og afvekslende indslag i matematiktimen.
Alt i bogen er velovervejet og velgennemtænkt, så både idéer og forslag til aktiviteter har store chancer for at lykkes og dermed danne grundlag for nogle gode musiktimer.
På den tilhørende cd - med god instrumentering, men kedelig vokalist - præsenteres sangene og aktiviteterne. Den kan være en god hjælp, så man ikke selv er bundet ved klaveret.
Vi kom po no
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.