'Vi har tiden for os' er kommet i en ny udgave. Første udgave udkom i 1992. Den handler om danskere, deres livsførelse og traditioner.
Den indeholder også en seksuel scene og berører emner som aids og prævention. Da en del elever og lærere syntes, at disse emner gik for tæt på, er de strøget i den nye udgave.
Hovedpersonen Anette er 24 år. Hun læser medicin, men hun har åbenbart ikke styr på præventionen, da hun bliver gravid første gang, hun er sammen med sin kæreste Kaj. De drøfter abort, men vælger at gennemføre svangerskabet. Det er et par idealistiske unge mennesker, idet Anette er medlem af Amnesty International og Kaj af Greenpeace. Det er næsten for meget af det gode.
Der berøres emner som fødsel, barnedåb, bryllup, sølvbryllup, begravelse, det at studere og forholdet til familie og venner.
Bogen indledes med en personliste. Det er en god ide. Den hjælper læseren til at holde rede på personerne og deres relationer. Per Illums tegninger er gode og spiller fint sammen med teksten.
Bogen kan bruges i danskundervisningen af tosprogede. Den er skrevet i et let sprog, men læseren må have ret gode danskkundskaber for at kunne klare den, og en del ord og begreber vil kræve yderligere forklaringer. Bogen vil også kunne bruges i specialundervisningen af unge danskere.
Vi har tiden for os
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.