"Det er glædeligt, at der er så stor interesse for at danne CVU'er, og efter hvad jeg hører, har der rundt omkring været gode drøftelser," siger Margrethe Vestager. "Ikke bare af det institutionsjuridiske og det institutionsøkonomiske men også af de uddannelsesmæssige visioner. Det er vigtigt, at begge dele følges ad", siger Margrethe Vestager.
"Du har tidligere sagt, at otte til 10 CVU'er var det ideelle inden for lærer- og pædagogområdet. Nu er der 12 ansøgninger, og en række seminarier er ikke med. Hvad siger du til det?"
"Det har jeg ikke noget problem med. Det er svært på forhånd at give en præcis vurdering af, hvor mange der skal være. Dertil kommer, at vi hele tiden har været omhyggelige med at understrege, at der er tale om en reel frihed til at vælge at være enkeltstående."
I nogle områder af landet ser CVU-dannelsen ud til at skabe problemer. I København er der således udsigt til, at efter- og videreuddannelsen bliver splittet op på tre kerne-CVU'er, og syd for København skal tre centre, hvoraf det ene også dækker København, dele landets mindste afdeling af Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). I Østjylland er det uvist, hvad der skal ske med DPU-afdelingen i Haderslev, og flere seminarier er ikke med i nogen centerdannelse.
"I det øst- og sydjyske er diskussionen ikke færdig, men man er meget optaget af at styrke hele uddannelsesfeltet, så jeg har tillid til resultatet. Jeg har ikke i detaljer studeret forholdene i København og på Nordsjælland. Man kan diskutere det hensigtsmæssige i centerdannelsen, men vi er ikke klogere, end man er på uddannelsesinstitutionerne, og jeg har ingen beføjelse til at sige, at der skal være to eller tre centre. Sydpå ser det meget fornuftigt ud. Man skal huske, at det er udbudsretten til efter- og videreuddannelse, som centrene får. I den forbindelse spiller det ingen rolle, hvor stor DPU-afdelingen er."
"Vil du godkende alle ansøgninger uændret?"
"Hvis en ansøgning lever op til de krav, der er til vedtægter, og hvis ingen af de institutioner, der burde have haft budet, er blevet holdt ude, så kan jeg ikke se, hvordan det kan være anderledes", siger Margrethe Vestager.
Vestager glad for CVU-dannelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.