Af nogle kaldet 'den vigtigste bog i verden' . . .
Det er nu fem år efter Miljøtopmødet i Rio de Janeiro - og 25 år siden, at FN holdt sin første store miljøkonference i Stockholm. Og hvad har det hele nyttet?
Dette års udgave af verdens mest læste miljørapport ser på nogle af de fremskridt, der trods alt er sket i Rio siden 1992. Produktion af CFC-gasser er nedbragt betydeligt. Antallet af nye cykler er øget. Væksten i vind- og solenergi er henholdsvis 33 procent og 17 procent. Vi er i første del af Sol-tiåret. Og 1997 er af G-7-landene og EU udråbt som miljøpolitikkens år.
Men den gennemgående tendens i rapporten er, at miljøet i det store hele stadig nedbrydes, og at der fortsat drives rovdrift på klodens råstoffer. Der efterlyses bedre økonomiske redskaber til at måle såvel miljøets som menneskets velbefindende. Et af de nye bud er en 'ægte fremskridtsindikator', GPI (Genuine Progress Indicator).
GPI medregner for eksempel positive initiativer fra lokalsamfund og fratrækker forarmning af det naturlige miljø, forureningsomkostninger, skæv indkomstfordeling og kriminalitet. Det kan være med til, at disciplinen økologisk økonomi inddrages, når nationalregnskabet gøres op. I modsætning til et stigende bruttonationalprodukt er GPI faldende i mange lande.
I dette og de tidligere års udgaver af 'Verdens tilstand' er der talrige artikler, der kan give faglige baggrunde og en ajourføring for at kunne opfølge den globale udvikling i undervisningen. Til det brug ville det dog have været nyttigt med et stikordsregister for hurtigt at kunne finde frem til ønskede emner.
Worldwatch's hjemmeside kan besøges på internetadressen: http://www.worldwatch.org, hvorfra en databasediskette med aktuelle tabeller og diagrammer fra alle Worldwatch's publikationer kan bestilles for cirka 450 kroner.
Verdens tilstand 1997
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.