Verdens bedste uddannelsessystem

Det ligger os i rygmarven, at Danmark har verdens bedste uddannelsessystem. Når der i ny og næ, og næsten altid udefra, kastes smuds på systemet, preller det af.

I 1992 kunne en international undersøgelse påvise, at vore niårige var dårligere læsere end deres jævnaldrende i de øvrige sytten undersøgte lande, og at vore fjortenårige lå på en niendeplads. Senere viste det sig, at det ikke stod stort bedre til i matematik, uanset at vores undervisningssystem er et af de dyreste i verden. Kastede det nationen ud i dyb selvransagelse? Ingenlunde.

'At de 9-årige klarede sig dårligt', skriver Maj Cecilie og Niels Christian Nielsen ironisk, 'skyldes jo, at vi i modsætning til alle de andre lande, der ikke har forstået betydningen af den rette pædagogik, og som derfor ødelægger børn med terperi og kæft-trit-og-retning, stadig giver plads til leg og barndom i de tidlige skoleår, samtidig med at vi sørger for at få bredden med. Tallene viser jo tydeligt, at det er den rigtige satsning, for de danske børn forbedrer sig mere end alle andre frem til de bliver 14.'

At satsningen på bredden er slået fejl, taler vi ikke så meget om. I Danmark befinder 25 procent af eleverne sig i den dårligste gruppe. I Finland udgør samme gruppe to procent og i resten af Norden syv-ni procent. Vi siger heller ikke så meget om de 120.000 børn, som hvert år henvises til psykolog, eller om danske børns og unges høje selvmordsfrekvens. Den slags er nok snarere et udtryk for, at vores statistik er bedre end de andres . . . og selvfølgelig for, at der mangler ressourcer.

Men det gør der jo ikke. Udgiften per elev har aldrig været højere eller mængden af undervisning mindre. Alligevel er slutfacit, at en tredjedel af hver ungdomsårgang aldrig får en kompetencegivende uddannelse, og at uddannede danskere er svagt kvalificerede i international sammenhæng i forhold til danske lønninger. Der skal en del national selvtillid til at tro, at en dansk smed er otte gange så produktiv som en tjekkisk, eller at der skal to skotske ingeniører til at erstatte en dansk.

Realiteten er, at vi har svigtet eliten og tabt bredden. De gode viljer har ikke manglet - men hvor er så systemfejlen? spørger Dansk Teknologisk Instituts direktør Niels Christian Nielsen og hans idéhistoriestuderende datter. De finder svaret i mangelfulde forestillinger om den tilværelse, uddannelserne skal kvalificere til, og en utilstrækkelig styring til at gennemføre de nødvendige radikale ændringer. Fordi ansvar, ressourcer og beføjelser ikke følges ad og ikke er klart definerede, er uddannelsessystemet reelt uden ledelse.

Forfatterne diskuterer indgående målet for de dybtgående ændringer, de finder nødvendige i et globalt, entreprenørisk samfund baseret på avanceret informationsteknologi. Det er her, læseren for alvor begynder at mærke, at Niels Christian Nielsen sidder i bestyrelsen for kaos-piloterne og kaos-management. Fremstillingen udvikler sig a la Frøken Smilla fra en skarpt sanset og kritisk opfattet virkelighed til mere apokalyptiske fremtidsvisioner, hvor alle elever og lærere vandrer rundt med hver sin bærbare computer i skoler, som ikke ligner skoler, hvor Undervisningsministeriet klarer sig med ni ansatte, og hver eneste dansker er udstyret med et uddannelseskontokort, som inden for kontoens pålydende giver ham frit uddannelsesvalg livet igennem - taxametersystemet ført ud i sin fulde konsekvens.

'Verdens bedste uddannelsessystem' er en ægte debatbog. Med argumenteret kritik og klare personlige bud på mulige alternativer ægger den konstant til med- eller modspil. Så meget mere beskæmmende er det, når forfatterne i forordet fortæller, at mange ansatte i uddannelsessystemet har bidraget til bogens kritiske indfaldsvinkler, men ønsket at gøre det anonymt. Frygter medarbejdere i uddannelsessektoren at lægge navn til deres kritik af det system, de tjener, er der for alvor fare på færde.