Verdens bedste folkeskole?

Der er langt mellem snapsene i denne ministerblandede cocktail - men et par stykker er der da. Bogen blev sat i gang af Ulla Tørnæs, inden hun blev afløst af Haarder. Bidragyderne skulle overveje, om vi har verdens bedste folkeskole, og - skrev Tørnæs - det fordrer mod og vilje til at tage et opgør med den politiske korrekthed. Det lyder jo fint. Men ministeren forklarer så, hvad det betyder: »nemlig en villighed til at anerkende, at ikke alle skoler gør det lige godt, at ikke alle metoder er lige gode!« Jamen, ærlig talt, det er da så banalt, så man får helt ondt af forfatteren. Prøv at fjerne ordet »ikke« de to steder i ministerforklaringen, og se, om der er nogen, der vil påstå det.

Bidragyderne har fået helt frie tøjler, understreger Bertel Haarder i sit forord. Det er måske også det, der har fået forlaget til at afstå fra at hjælpe den travle redaktør med arbejdet - i hvert fald indeholder bogen adskillige irriterende faktuelle småfejl. I et af bogens absolut læseværdige indlæg henviser Jørn Lund til folkeskolens formål, som det angiveligt så ud for »et halvt århundrede« siden. Tjae? Det citerede er ikke formålsparagraffen, men fra en bekendtgørelse fra 1941. Flere bidragydere henviser upræcist og forkert til Pisa-tal, seminarieantallet er forkert hos Morten Albæk, og det socialdemokratiske folketingsmedlem Henrik Sass Larsen er så skinger, at Bertel Haarder til sammenligning kommer til at fremstå mild og besindig i sin kritik. »Uendelige gruppearbejder med tværfaglig undervisning, ingen danske stile, ingen diktater, indlæring som leg og kammeratlige og runde omgangsformer kan mange i min generation skrive under på har været hverdag i skolen«, skriver Sass Larsen. Tysk lærte han heller ikke. Så da han kom på hf, måtte han terpe remser sammen med sin farfar - en pensioneret overlærer af den gamle skole - fire timer hver søndag. »Operationen lykkedes, eksamensreultatet blev tocifret i den gode ende«, fortæller han. Og fortsætter så: »siden har jeg stort set ikke talt tysk«. Pointen? Tjae? Artiklen hedder »Ordnung muss sein«!

Jørn Lund advarer mod at flytte læreruddannelsen hen på det nærmeste universitet, »hvor der kun i undtagelsestilfælde vil kunne findes egnede undervisere«, men hans kritik af læreruddannelsen er kras og velargumenteret. Venstres Britta Schall Holberg skiver engageret om læreruddannelsen og folkeskolens dobbelte formål. Hun er »dybt skeptisk over for den omsiggribende lyst til evige evalueringerer«. »Jeg tror«, skriver hun, »at man kan måle og diskutere en skole ihjel«. Morten Albæk gør sig gode overvejelser om forældres ansvar og om undervisning til demokrati. Kaare Bluitgen skriver tankevækkende om skolens møde med muslimske krav på Nørrebro i København. Bertel Haarders 30-siders indledning er - stort set - genbrug af regeringens oplæg til Globaliseringsrådet.

Bogen er hurtigt læst, og den flytter ikke meget.