Vender strømmen

I efteråret gik Folkeskolen og tidsskriftet KvaN sammen om en konference, som skulle være med til at sætte en ny dagsorden for en mere positiv debat om udviklingen i folkeskolen. Pamfletten 'Vi bringer en særmelding' er et af resultaterne af denne konference.

I pamfletten findes fem indlæg fra skole- og seminariefolk, som beskæftiger sig med forskellige sider af skolelivet. Jens Raahauge skriver om et af de sidste års største samtaleemner i skolekredse, nemlig om New Zealand og deres spændende indskoling. Mange læsekonsulenter, skoleledere, lærere med flere har valfartet derud for at se, hvordan man lærer de små børn at læse. Rejseprisen sætter store begrænsninger, så det er tit kun ledende skolefolk fra kommunerne, som har råd til at tage helt derud. Men alligevel findes der i dag en masse mennesker, som tager rundt på skolerne og fortæller om de nye spændende påfund på New Zealand.

Jens Raahauge påpeger, at nu er strømmen ved at gå den anden vej, og at forskere fra New Zealand nu ønsker at studere de danske traditioner. Vores skepsis for den newzealandske model er meget sund, når man tænker på, at deres skolesystem bygger på helt andre traditioner end vores.

I artiklen nævner Jens Raahauge også et besøg i Skotland, hvor evaluering og skoleledelse stod på dagsordenen, her finder han mange interessante fællestræk, som langt lettere kan overføres til den danske folkeskole.

En af redaktørerne fra KvaN, Ole Petersen, er faldet over et debathæfte fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som hedder 'Mål, kvalitet og styring - krav til folkeskolen'. I hæftet afsender DA en ordentlig bredside mod den danske folkeskole. Hæftet er klart negativt mod folkeskolen. Ole Pedersen gennemgår herefter en lang række andre eksempler på, hvordan folkeskolen gennem de sidste år er blevet fremstillet i dagspressen, og hvem gider være skolelærer på de vilkår, spørger han i en overskrift!

Hæftet 'Vi bringer en særmelding's formål er at skabe en positiv holdning til folkeskolen og dermed en positiv udvikling for folkeskolen, og de to nævnte artikler afdækker en del af de problemer, folkeskolen har - nemlig hvordan kan skolen udvikles, og af hvem/hvordan skal den inspireres, og hvad skal der til, for at folkeskolen kan komme til ære og værdighed igen.

Hæftet vil gerne se fremad og lægge fortiden bag sig. Men hvis man ikke har lært af fortiden, kan det være meget svært at komme videre. Det er udelukkende skolefolk, som har bidraget, og jeg savner en arbejdsmarkedsforsker eller lignende, som kunne skrive om, hvordan lærerne kunne komme videre. Ligger lærernes problem ikke i, at den strategi, som førte frem til den nye arbejdstidsaftale med U-, F- og Ø-tid, har ødelagt mere, end den har gavnet!

Folkeskolen har vel også et aldersproblem - tjenestemænd er en uddøende race. Der ansættes ikke flere tjenestemænd, og fremtidens lærer bliver ansat som overenskomstansat lærer. I øjeblikket er det sådan, at mange tjenestemandsansatte lærere bliver på den skole, hvor de startede deres lærergerning. Fleksibiliteten fandtes blandt de yngre lærere, og det har jo også vist sig, at når en kommune havde lavet aftrædelsesordninger, var det ikke de ældre, som fandt noget andet arbejde, det var midtergruppen og de yngre lærere, som søgte nye udfordringer.

Folkeskolens fremtid er et broget billede af pædagogik, U-, F- og Ø, arbejdstidsaftale og økonomiske bevillinger med mere. KvaN beskæftiger sig med pædagogikken, og selvom den er nok så vigtig, så er der også andre forhold, der har betydning.

Vi bringer en særmelding

65 kroner

Tidsskriftet KvaN, telefon 8610 2100