Vejledning fjerner tvivlsspørgsmål om specialundervisning

Med nedlæggelsen af amterne overgik det samlede ansvar for specialundervisning til kommunerne. Den nye bekendtgørelse trådte i kraft i december 2005, men flere kommuner har misforstået reglerne og krævet af deres skoler, at de forud for iværksættelse af specialundervisning forsøger at afhjælpe barnets vanskeligheder med undervisningsdifferentiering og holdundervisning.

Det skal de ikke. Ifølge den nye vejledning er det nok, at skolen vurderer, at undervisningsdifferentiering og holddannelse ikke i tilstrækkelig grad vil kunne understøtte elevens udvikling inden for rammerne af den almindelige undervisning.

Skoler skal beskrive, hvad de har gjort

Indstillingen til pædagogisk-psykologisk vurdering bør dog beskrive de tiltag, der har været sat i værk for at tilgodese elevens særlige behov. Her kan der være tale om, hvilke former for undervisningsdifferentiering der har været anvendt, og hvordan holddannelse har været forsøgt. Men det er væsentligt, at skolen tager udgangspunkt i elevens resurser og potentialer, og beskriver de faktorer i organisering og gennemførelse af undervisningen, som virker henholdsvis fremmende eller fastholdende i forhold til elevens udvikling.

"Skolerne skal beskrive, hvad de har gjort, for at sikre, at de ikke uden videre indstiller elever til specialundervisning. Men kommunen kan ikke afvise at tilbyde specialpædagogisk bistand med henvisning til, at

undervisningsdifferentiering og holddannelse ikke har været prøvet", understreger kontorchef Finn Christensen fra Undervisningsministeriets kontor for specialundervisning.

Kan en skole undervise et barn via undervisningsdifferentiering og holddannelse, skal den selvfølgelig det, tilføjer han.

"Skolerne er faktisk er ret gode til at koble specialundervisning med den øvrige undervisning, især i 1. til 3. klasse. Det viser den rapport om specialundervisning, som Danmarks Evalueringsinstitut udgav i december sidste år".

Alle idealer må vige

Om elever skal have specialundervisning i eller uden for den almindelige undervisning har også vært udlagt forskelligt.

Vejledningen slår fast, at undervisningen kan organiseres på måder, der indebærer mindre eller større udskillelse af eleven fra den almindelige klasse. Det er elevens behov, der afgør, hvilken form der vælges, og skolelederen har ansvaret for at vurdere, hvad der er bedst for barnet.

"Vejledningen udtrykker, at skolen skal gøre, hvad den kan inden for det almindelige system, så at tage barnet ud af klassen må ikke være det første, skolelederen tænker på", siger Finn Christensen.

Hvis skolen kan give støtten, så eleven ikke fratages tilbudene i den almindelige undervisning, skal den det.

"Men det vil være spild af tid, hvis en ordblind elev, der hverken kan læse eller skrive, skal sidde i klassen og bare vente på at kunne komme til specialundervisning. Alle idealer må vige, hvis man ikke kan give barnet den nødvendige undervisning", siger kontorchefen.

Vejledning har været længe undervejs

Tvivlsspørgsmålene om specialundervisning er opstået, fordi vejledningen har været længe undervejs og først kommer hele to år efter bekendtgørelsen. Men det har været nødvendigt, mener Finn Christensen.

"Det er lang tid siden, at det første udkast blev sendt til høring, og de høringsberettigede gjorde opmærksom på nogle forhold, som ikke var beskrevet i vejledningen. Det skulle indarbejdes, inden vejledningen igen kunne komme til høring og igennem det politiske system, hvor der kom et valg på tværs. Det tog alt sammen tid. Til gengæld imødekommer vejledningen de tvivlsspørgsmål, der har været", siger Finn Christensen.