Vejen til målet

Matthæusgades Skole blev indviet i 1883. Skolen var en 'krone-skole'. Man måtte betale en krone om måneden, hvis ens barn skulle gå der. Det gjorde den til lidt af en eliteskole, selv om den dog også dengang fik øgenavnet 'Tæven-gades Skole'.

Der er løbet meget vand i stranden siden, og Matthæusgades Skole har op gennem 70'erne og 80'erne, som så mange andre, været på randen af lukning på grund af faldende elevtal og sparerunder.

Så galt gik det heldigvis ikke, og fra midten af 80'erne begyndte en ny ånd at trænge igennem på lærerkollegiet, nemlig sammen at finde en 'overlevelsesstrategi'.

Overlevelsen lykkedes og mere end det. I lyset af den nye folkeskolelov søsatte hele skolen nemlig i 1995 et storstilet udviklingsprojekt omfattende alle skolens elever og lærere.

Tanken var, at alle skolens lærerteam skulle udarbejde individuelle handlingsplaner for hver enkelt elev i klasserne.

'Hvorledes når den enkelte elev det fælles mål for undervisningen?'

Altså et udviklingsarbejde med særlig vægt lagt på evaluering og undervisningsdifferentiering i praksis, og med alle som medvirkende!

Dette ambitiøse projekt er der kommet en særdeles læseværdig og inspirerende bog ud af. En bog, der virker meget ærlig, og som beskriver den seje proces, det er at lave udviklingsarbejde for en hel skole. Den fortæller om alle de mange overvejelser, lærerne har gjort sig undervejs, og den beskri-ver erfaringerne, både succeserne og fiaskoerne.

Projekterne spænder vidt fra børnehaveklassens 'Kønsroller', 1. klasses 'Gennemgang af bogstav A og 5. klasses 'Eventyrlige mål' til 7. klasses 'Kina'.

De enkelte projekter er beskrevet og evalueret detaljeret af de enkelte lærerteam, og erfaringer og konklusioner på det samlede projekt er sammenfattet i bogens slutning.

Udviklingsprojektet har udviklet skolens pædagogik. 'Vi har arbejdet i samme retning og lært af hinanden.' 'Andre skoler må gå i gang - når vi har kunnet, så forskellige vi er, så kan I også.' 'Fremadrettet løbende evaluering. Det er vejen - ingen tvivl om det. Ved med jævne mellemrum at foretage evaluering har man mulighed for at undervisningsdifferentiere på en hensigtsmæssig måde.' 'Man bør ikke pege påén måde at evaluere på, men understrege, at der er mange måder, det kan gøres på.'

Projektet har haft betydning for skolens fortsatte udvikling, og der er flyttet grænser. Praksis er korrigeret, og der er taget afsæt til en opfølgning: 'Bidrag til udvikling af en almen didaktik, der lægger vægt på den praktisk-musiske dimension.'

'Vejen til målet' er ikke et pædagogisk skønmaleri, men et flot eksempel på, hvordan en helt almindelig skole trods alt kunne finde sammen om at bevæge sig i en bestemt retning. Om hvordan man efterfølgende har opgjort, hvad det så var, man nåede, med henblik på at komme videre.

Det kan mange skoler helt givet lære meget af.