Ved Verdens Ende

Forestillingen kan ikke komme i gang, der er nogle der ikke kan finde deres billet. Vi har ellers alle fået én udleveret, og har man ikke billet, kan man ikke få lov at se 'Verdens Ende', siger den strikse billetdame. Vi, der havde billetter, sidder allerede og ser ind i det sorte hul, 'Verdens ende' står der på skiltet og havde det ikke været for det hvide stakit, ville man ikke ane, hvornår Verdens Ende begyndte eller sluttede. Endelig bliver billetterne fundet, og alle får nu lov til at se, alt det vi vil på 'det sorte hul'. De to sent ankommne kvindelige turister (skuespillere) køber postkort af 'Verdens Ende' fra alle vinkler og fra flere årstal alle kulsorte. Men det er da sjovere selv at være på billederne, og selv om de ikke må røre ved noget, læner de to damer sig op af det hvide stakit, der snurrer sig om dem og suger dem ud i intetheden. Og den stakkels strikse billetdame må lede efter dem i det store mørke.

Det kunne lyde uhyggeligt, men det er det ikke. Verdens Ende er hjemsted for små og store stemmer og sære væsener. Teater Blå Fugl viser os med smuk sang og hurtige tøjskift nysgerrige dværge, nervøse gadefejere og et syngende hul, der farver fingeren blå for derefter at overtage styringen af billetdamens bevægelser på en rar måde. Vores tre bekendte møder alle sig selv som små talende dukker, der ligner dem selv på en prik og får dem til at gøre ting, de ikke plejer – som at synge en lille sang. Til forskel fra de mærkelige og underfundige figurer mangler dukkerne desværre livsgnist. Forestillingen er dog stadig spændende, fantasifuld og fortæller os alle, at mørket ikke altid er farligt, og at man ind imellem må ud, hvor man ikke kan bunde for at lære nye ting om sig selv. En tur i det ubevidste gør i hvert fald de to turister smilende og glade, ja selv den livsbitre billetdame får nyt indhold i tilværelsen.

Forestillingen er også egnet for de første skoleår.

Mitte Wagner