Undervisningsmateriale og cd med indspilninger af de seks salmer indsunget af Roskilde Domkirkes Drengekor, 150 kroner
Hvor er det dejligt, at der nu igen er blevet sat fokus på salmesangen i et frugtbart samarbejde mellem skole og kirke! Vi synger salmer, fordi vi simpelthen ikke kan lade være, og fordi det giver mening at gøre det. Derfor ligger der her en elementær opdragelsesopgave for alle landets skoler og kirker, at lære børnene at synge både de nye og de gamle salmer og samtidig fortælle dem historier om kirkeåret, om salmedigterne, om salmernes indhold og tilblivelseshistorie og ikke mindst at fortælle om, hvorfor vi holder fri til jul, påske og pinse. Dette er ikke mindst en god kundskabsopgave og forpligtelse, som vi som undervisere har over for vore elever, som kommer med en anden kulturel baggrund end den danske. For salmesang behøver på ingen måde at have et forkyndelsessigte, selv om vor reformator, Martin Luther, ikke skelnede mellem undervisning og forkyndelse.
Nærværende undervisningshæfte henvender sig til 5. klassetrin, men kan med fordel også bruges på yngre og ældre klassetrin. Salmesangsprojektet giver børnene fortrolighed med kirkens rum og salmerne, som er et unikt stykke litteraturhistorie, musikhistorie og mentalitetshistorie. Vi må kende vore kulturelle rødder for at finde ud af, hvem vi selv er som mennesker, hvad det er, vi tror på eller ikke tror på, og finde ud af, hvordan vi kommer videre herfra. Dette gøres i Roskilde i november ved et stort anlagt salmesangsprojekt, hvor mange allerede har tilmeldt sig. Inden den store samling i Roskilde Domkirke skal der indlæres seks salmer, som kommer pænt rundt i hele kirkeåret. Det drejer sig om: Vær velkommen, Herrens år; Lovet være du Jesus Krist; Se, hvor nu Jesus træder; Krist stod op af døde; Nu bede vi den Helligånd og Dybt hælder året i sin gang. Personer, der er kommet jævnligt til gudstjeneste, vil nok nikke genkendende til de nævnte salmer, som alle er med i den »salmekanon«, som Peter Balslev-Clausen for nylig offentliggjorde. Og det er da også et godt pædagogisk princip, at man underviser i de salmer, som har sagt flest muligt noget, og som flest muligt kender og har kær. Så kan man siden udvide sit »salmeberedskab« med nogle nyere og mere nutidige salmer, som på den måde kan repræsentere fremtiden.
Alle de skoler og kirker, som samarbejder om netop dette projekt, bor i Roskilde og omegn, men ved at henvende sig til projektet i Roskilde vil der være rig lejlighed til at gøre noget lignende et hvilket som helst andet sted i landet. Det er »bare« om at komme i gang med sådan en livsbekræftende opgave, som fælles sang nu engang er og altid har været.
Vær velkommen, Herrens år
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.