Svenskerne har pænere statistikker end danskerne, når det gælder skolebørns trivsel, og især når det drejer sig om mobning, ser vore tal værre ud end i de andre nordiske lande. Og hvorfor så det? Ja, det svares der ikke på i bogen. Men der kommer mange gode pædagogiske bøger til os fra vort naboland på den anden side af Øresund. Jeg har nydt at læse en antologi om mobning, der er skrevet af en perlerække af svenske professorer med videre. Derfor kan jeg varmt anbefale, at man læser den, hvilket nemt kan lade sig gøre, når der skrives på så læsevenligt svensk, at en dansker ikke vil have store sproglige problemer med at forstå teksterne.
Indledningsvis kan vi læse alle definitionerne på, hvad der kan kaldes mobning, konflikter og krænkelser, og får nogle interessante opstillinger af, hvordan de typiske mobbere og mobbeofre ser ud. Når banen så er "kridtet op", fortsættes der med at forklare de magtspil, der er i skolerne, når vi taler om grupper og positioneringer.
Og endelig: Hvad kan der gøres? Her blev jeg rigtig glad, for her er der virkelig noget at hente. For som lærere har vi erfaringer med, hvad der sker i skolen, og har også selv haft erfaringer med at være elev. Derfor ved vi, at mobning kan have konsekvenser for resten af livet. Så måske er det ikke kun lærere og lærerstuderende i særdeleshed, der bør læse bogen, den vil også være godt læsestof for vore skoleledere, elevrådsorganisationer og skolepolitikere. For hvornår og hvordan får vi en mobbefri skole?
Utstött
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.