Usundt kaos

Masser af energi og gang i hormonerne. Sådan er det for mange teenagere. Også for Dennis som vi følger på tæt hold en kaotisk dag i hans liv. Men spørgsmålet er, hvad de unge skal med stykket? Det hele er hamrende vanvittigt for Dennis, hovedpersonen i "Kaos - here we come", som er en nyopsætning af en 10 år gammel forestilling. Dennis er en meget almindelig dreng: fuld af bumser, usikkerhed og følelsen af kaos over det hele. Skolens krav er det sidste, der honoreres, for hvem gider skrive en stil om noget så skræmmende og langt ude som fremtiden. Hjemme skal forældrene skilles, og i kroppen cykler hormonerne rundt og hænderne under dynen er det eneste der letter trykket. Det er ikke nemt! Dennis har det, som om han er delt i to. Helt bogstaveligt spilles Dennis af to skuespillere, Paw Henriksen og Martin Hestbæk, dem fra "Hotellet", hvilket ganske udmærket fremmer forestillingens mulighed for at vække genkendelse. Her er de udmærkede spillere dig instrueret helt bogstaveligt uden de store krav til nuanceringer og overvejelser, men med masser af krav til energiudfoldelsen. Så udover tricket med at dele Dennis i to ser vi en næsten realistisk hektisk morgenmadsscene, næsten realistisk onaniscene (med gejl i lyset), næsten realistisk bolle-scene (med 'smatsoen' Malene, der åbenbart kun har en formildende faktor: store bryster!), næsten realistisk klæde-sig-på-til-fest scene, næsten realistisk drikke-sig-fuld-til-fest scene. Og så til sidst - heldigvis - Dennis' glæde ved at finde ud af at 'smatsoen' Malene vist ikke er så smatso'agtig alligevel, og at det er fedt at drøne på cykel hen til hende, og at det KAOS man er i, og den uvisse fremtid som venter, måske ikke er så forfærdeligt endda. Alt er godt bare Malene - tidligere omtalt som 'smatsoen' - synes han er sød.... Jeg synes der er meget, der mangler i den forestilling. Først og fremmest dybde! Alt: Instruktion, spil, manuskript er for bogstaveligt, for råt, for unuanceret til at man kan tage det alvorligt, og jeg har en mistanke om, at tankerne bag (ny)opsætningen er sådan noget med, "vi skal lave et stykke, hvor vi tager fat på teenagedrengenes problemer." Det er også fint nok, men ikke når man blot nøjes med at finde dem frem og putte dem mere eller mindre direkte på scenen. Uden nogen dybere kunstnerisk bearbejdning. At dømme efter fnisene og de store grin nød det unge publikum forestillingen, sikkert fordi kunne genkende forvirringen, angsten, forventningen, flovheden - KAOS'et. Men jeg ved ikke hvad de fik ud af at se på det! Udover at kunne nikke genkendende til det! Præsenterede forestillingen - i æstetisk bearbejdet form - nogle tanker eller nogen dybere overvejelser, som de kunne tage med sig? Udover: 'Hvis bare Malene med de store bryster synes jeg er sød og vil tage sig kærligt af mig, så går det nok.' Kald mig bare tantet og mokket! (Og det er der sikkert mange der vil.) Men jeg håber faktisk ikke, der er nogen dybere overvejelser bag serveringen af den historie for usikre og kaotiske teenagere! Lone Nyhuus