ForbrugerForum, der rådgiver regeringen på forbrugerområdet, vil nu give undervisere på eksempelvis social- og sundhedsskoler en række undervisnings-idéer, som kan hjælpe lærerne med at gøre de unge til bevidste forbrugere.
"Kataloget er tænkt som en appetitvækker. Det indeholder emner og ideer, som undervisere frit kan plukke fra og bruge i undervisningsforløbet," siger formand for ForbrugerForum Kirsten Fjord.
Idéerne i kataloget går fra temaer om at flytte hjemmefra, hvor emner som boliglån og husholdningsbudget berøres, til temaer om funktionelle fødevarer og køb af brugte biler.
Forbrug ind i undervisningen
Katalogerne har forslag til, hvordan man får forbrug ind i undervisningen både i projekter og i tværfaglige sammenhænge.
Kirsten Fjord mener, at det er særlig vigtigt, at de unge får en grundlæggende viden om deres rettigheder og pligter som forbruger.
"Man skal stå tidligt op for at kunne gennemskue sine rettigheder og de bedste tilbud som forbruger. Det kan man kun, hvis man har den fornødne viden. Derfor er det vigtigt at få fat på de unge så tidligt som muligt. Og her er en undervisningssituation oplagt".
ForbrugerForum er et uafhængigt forum, der arbejder for skabe gode forbrugerforhold gennem dialog mellem forbrugere, erhvervsliv og myndigheder. Forbrugerforum har også lavet et inspirationskatalog til voksenundervisere.
Unge skal lære om forbrugsfælder
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.