Selv om statistikken på grund af stadig eksisterende tabuer om psykiske lidelser ikke er alt for sikker, regner ansatte i psykiatrien med, at cirka hvert syvende barn eller ung får en psykisk lidelse.
Der er derfor god grund til at give såvel lærere som elever en god ballast og ruste dem til at møde psykiske lidelser hos andre, hos sig selv eller deres nærmeste.
I bogen fortæller tolv unge om deres liv med psykiske lidelser. Det drejer sig om skizofreni, angsttilstande, depressioner, spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd. Et fællestræk for livshistorierne er ønsket om, at deres pårørende og kammerater havde haft viden og indsigt i, hvad psykiske lidelser er, og hvordan de ytrer sig, så de ville have kunnet støtte dem bedre og tidligere i deres sygdoms frembrud og forløb.
For de heldige, der har mødt forstående og ikke-chokerede kammerater og voksne, har det haft en uvurderlig positiv virkning, og for nogles vedkommende har det angiveligt været medvirkende til, at de er kommet videre i deres liv, har fået nyt mod, uddannelse og for manges vedkommende en tro på, at der er en vej tilbage til en normal tilværelse.
De unges beretninger i deres eget sprog gør bogen let læst for elever i overbygningen. Herudover er der interview med en søster, en mor og en ansat i det psykiatriske behandlingsarbejde, som fortæller om, hvordan sindslidelser opleves hos en ung, og hvad der er at stille op.
Unge sind i sort
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.