Uro i timerne, grænseoverskridende adfærd, sexistisk og voldsfikseret sprog, mobning, manglende respekt for lærerne, usikre forældre, stressede lærere . Der er ingen grænser for ulykkerne i skolen, hvis man skal tro medierne. Slet så galt er det jo nok alligevel ikke oplevet i gulvhøjde af flertallet af elever, forældre og lærere, men de mange rædselsberetninger vidner trods alt om, at der reelt er konflikter indbygget i arbejdet som lærer.
Derfor er det også udmærket, at Unge Pædagoger har udgivet "Konflikthåndtering" med en række artikler, der præsenterer praksis og teoretisk viden, der kan bruges til at arbejde bevidst og effektivt med at løse konflikter mellem de involverede parter og herigennem sikre et hensigtsmæssigt læringsmiljø. Bogen argumenterer for, at det er nødvendig at mestre konflikthåndtering for fortsat at kunne arbejde med demokratisk dannelse. Pointen er, at det drejer sig om redskaber, der er til at lære, hvis man som skole vælger at ville det samlet, og at man som individuel lærer går helhjertet ind i det. Men det kræver systematisk oplæring over tid. Flere af artiklerne giver inspirerende eksempler herpå, ikke mindst Anna Vadgaard fra H.C. Andersen Skolen i Odense og Anne-Marie Nygaard Eilertsen fra Hjortespring Skole.
Bogen er værd at læse for både nyuddannede og erfarne lærere, og måske ville det være allermest perspektivrigt, hvis konflikthåndtering fik en central placering i den ny læreruddannelse. Det bliver igen og igen understreget gennem bogen, at nøglen til at løse konflikter i skolen er lærere med helstøbte personligheder præget af psykologisk indsigt og personligt overskud. Efter min mening er det netop her, hovedproblemet ligger. De fleste af os er jo, som lærere er flest på godt og ondt. Derfor er det nødvendigt at eksperimentere og forske videre i, hvordan disse redskaber og teknikker kan læres og bruges af "den almindelige" lærer, som både har ønsket om at ville lave en god undervisning og svingende lyst og overskud til at påtage sig den mere trælse del af opdragelsesforpligtelsen. Det er vigtigt at udvikle redskaber, der er realistisk brugbare for de mennesker, der aktuelt skal være i skolen i mange år endnu, og for de lærerstuderende på seminarierne.
Unge Pædagoger nummer 5 - konflikthåndtering
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.