Unge Pædagoger 2/2010

Temanummeret præsenterer gennem seks artikler statistisk materiale om specialundervisning, tanker om inklusion, marginalisering af elever og specialpædagogikkens udvikling. Endvidere diskuteres det nye linjefag i specialpædagogik på læreruddannelsen.

Ifølge temanummeret er der statistisk en stigning i antallet af børn, der henvises til specialklasser og specialskoler. Klasseledelse og relationskompetence er væsentlige egenskaber for specialklasselæreren. Hvis vi også vil inkludere specialklasseelever i normalklasserne, må vi tænke læringsrummet større. For der kan netop skabes læring i mange sammenhænge.

Et andet centralt tema i publikationen er det dilemma, at skolen har en testkultur, samtidig med at den skal være inkluderende. Så skal det nye linjefag i specialpædagogik gøre lærerne til rene specialklasselærere eller til inklusionslærere? Det nye linjefag lægger mest op til inklusionslærertanken ifølge Karen Braad og Hanne Møller. Bengt Persson fra det svenske skolesystem påpeger, at vi skal passe på, at specialklasselærere ikke kommer til at fungere som aflastning for andre lærere. Anne Morin beskriver i fin tråd med det dilemma, at når børnene er i specialklassen, går det ofte godt, men så snart de er tilbage i normalklassen, er der en negativ udvikling.

Temanummeret belyser nogle af vilkårene for specialpædagogikken. I den anledning kan det give fagfolk stof til eftertanke og nytænkning. I specialpædagogik er det netop ofte vigtigt at tænke alternativt. Temanummeret er derfor et anbefalelsesværdigt baggrundsmateriale for en forståelse af specialpædagogiske udfordringer. Både til lærerstuderende, pædagogstuderende og de folk i praksisfeltet, der vil udvide deres baggrundsviden.