Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Ung Asperger i klemme i det kommunale system

Det er intet krav om, at en uddannelse skal være statsgodkendt for at indgå i STU'en. Men et afslag til en 19-årig om en særlig it-uddannelse for unge med Aspergers Syndrom tyder på, at Århus Kommune stiller det krav. Men det afviser kommunen.

Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
21. januar 2010, kl. 09:35

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Ifølge forældrene har deres 19-årige søn fået at vide af sin UU-vejleder, at han er berettiget til ungdomsuddannelsen for særlige behov, STU. Han har derfor søgt om at komme på den treårige AspIT, som er skræddersyet til unge aspergere. Uddannelsen er blevet oprettet på Århus Tekniske Skole, efter at den har kørt med succes i Vejle i nogle år.

Bertel Haarders første svar

Bertel Haarders andet svar

Bertel Haardes tredje svar

"Vi har fået afslag med det argument, at uddannelsen ikke er statsgodkendt, og at kommunen ikke er sikker på, at den enkelte elev får tilført formelle kompetencer, der kan føre til et job", fortæller moren Marianne Sahl.

Afslaget har fået Dansk Folkepartis Karin Nødgaard til at stille undervisningsminister Bertel Haarder (V) tre spørgsmål for at få afklaret, om han finder det rimeligt, at Århus Kommune giver afslag med den begrundelse, at uddannelsen ikke er statsgodkendt.

Bertel Haarder svarer, at han ikke kender den konkrete sag, men at intet i lovgivningen forhindrer, at private uddannelsesforløb indgår i den samlede treårige uddannelsesplan for den unge. Der er således ikke et krav om statsgodkendelse, da kommunalbestyrelsen er ansvarlig for kvaliteten af kommunens tilbud.

Alle fra Århus har fået afslag

Otte-ni unge fra Århus har vist interesse for uddannelsen, men kun halvdelen har søgt, og de har alle fået afslag, fortæller projektleder Thomas Hutters fra teknisk skole.

"De andre har formentlig givet op. Stort set alle kommuner omkring Århus er interesseret i AspIT, men ikke Århus. Vi er under deres nåde, for Bertel Haarder giver ikke et entydigt svar. På den ene side skriver han, at det ikke i sig selv er en begrundelse for at give afslag, at uddannelsen ikke er statsgodkendt. På den anden side er det op til kommunalbestyrelsen at tage endelig stilling til uddannelsesplanen for den unge", siger projektlederen og fortæller, at de seks elever på det første hold kommer fra tre kommuner.

At uddannelsen kører med små hold, et højt fagligt niveau og støtter op om elevernes manglende sociale kompetencer, passer netop til hendes søn, mener Marianne Sahl.

"De tilbud, Århus Kommune selv har, foregår på folkeskoleniveau, men her vil han kede sig", siger hun.

Teknisk skole burde have kontaktet kommunen

Den 19-årige mand er tilsyneladende kommet i klemme i det kvotesystem, jobcentret i Århus Kommune opererer med. En central pulje betaler alle ordinære uddannelser, og ved siden af råder de lokale jobcentre over hver en pulje på omkring en million kroner. Men da hvert af de seks semestre på AspIT koster 118.500 kroner, rækker de penge ikke langt.

"Vi har ikke taget stilling til, om AspIT er en god eller dårlig uddannelse, men den er dukket op, uden at teknisk skole har orienteret os, og det på trods af at vi skal betale. Skolen burde have kontaktet os frem for blot at skabe forventninger hos unge mennesker", siger fagkonsulent Bjarne Andersen fra jobcentret i Århus.

Prisen på uddannelsen skræmmer ikke, og kommunen stiller heller ikke krav om, at en uddannelse skal være statsgodkendt, understreger Bjarne Andersen.

"Andre steder betaler vi også 600.000-700.000 kroner for en uddannelse. Vi har blandt andet taget tilbud ind fra Foreningen Ligeværd og fra Nyborg Søfartsskole. Det er eksempler på, at det ikke er en betingelse for os, at en uddannelse er SU-berettiget", siger Bjarne Andersen.

Han har to gange skrevet til teknisk skole for at høre, om AspIT ikke kan blive et tilbud på lige fod med skolens andre uddannelser.

"Hvis det sker, kan vi få den ind under vores centrale pulje og finansiere den ad den vej".

Den 19-årige er slet ikke omfattet af STU

Forleden var forældrene til den 19-årige til møde om sagen i kommunen, og her fik de at vide, at deres søn slet ikke er i målgruppen til STU'en. Det skyldes, at han har taget en HG2 på købmandsskolen, altså en ordinær ungdomsuddannelse.

"Næste skridt er gymnasiet, men han er god til at skjule sine mangler, så han bliver ofte fejlfortolket. Derfor har han brug for et særligt tilbud, men Århus Kommune vil ikke betale for AspIT, fordi den er sur over, at teknisk skole har lavet uddannelsen uden at spørge kommunen om lov. Sådan opleves det i hvert fald", siger Marianne Sahl.

Hun har klaget over afslaget til Beskæftigelsesankenævnet, men her er der otte-ti måneders ventetid. En anden mulighed er at gå til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning, men det ligger ikke lige for, mener moren.

"Når man kæmper så meget, som vi gør, så taber man pusten, når man løber panden mod en mur. Vi kan godt lide strukturen i AspIT, og at de unge kommer i hænderne på nogle, der ved, hvad Aspergers Syndrom handler om. Men hvis kommunen kan finde et tilbud, der er lige så godt, så er AspIT ikke det eneste saliggørende, for vores søn har også andre interesser", siger Marianne Sahl.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Ung Asperger i klemme i det kommunale system

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS